fredag den 18. maj 2012

Mental core-træning

Jeg er gået i gang med den mentale core-træning. Efterhånden ved alle, at det er vigtigt at træne kropsstammen (core) for at holde kroppen oprejst under de lange løb, men det er lige så vigtigt at træne psyken, så man kommer igennem de mentale kriser undervejs. Jeg har jo prøvet det før, så jeg ved, hvilke knapper jeg kan forsøge at trykke på. Der er heldigvis ikke tale om, at glæden for at løbe er forsvundet, men om negative tanker fordi jeg ikke kan træne, som jeg gerne vil og mener, jeg bør for at blive klar til VM i september.

Jeg vælger nye træningsruter, som jeg ikke har noget 'tidsforhold' til, altså ingen 'jeg plejer at løbe på den og den tid, og nu går det alt for langsomt'-tanker. I dag valgte jeg at løbe i Rude Skov, og med 580 hektar at boltre sig på skulle man jo nok mene, at jeg kunne finde nye ruter. Men ak - jeg havde glemt at tage mit kort over skoven med (Skov- og naturstyrelsens Vandreture nr. 2), og af uforklarlige årsager blev jeg ved med at ende i udkanten af skoven. Jeg, der ellers altid er nervøs for at løbe forkert og blive væk i den store, grumme skov!

Men jeg nød det - hvert ét sekund - i den smukke grønne skov med højt til himlen, alene kun ledsaget af fuglenes sang. Det er vidunderligt, og det er her, jeg henter ny energi, glemmer alt om konkurrencer, forventninger, nedture. Det er her, jeg husker, hvorfor jeg begyndte at løbe og hvorfor jeg aldrig holder op, selv om jeg måske en dag trækker mig fra konkurrencer. Det er her, tingene bliver sat i perspektiv.

Jeg ændrer også opsætningen på mit løbeur. Det viser kun klokkeslæt og tid. Ingen km, ingen mellemtider, ingen gennemsnitsfart. Kun hvor længe jeg har løbet. Jo, det bliver registreret i Garmin Connect, så jeg ved, hvor langt jeg har løbet, men under selve træningen er det ligegyldigt, om jeg løber 1 km mere eller mindre. Det handler om at træne uden pres, men naturligvis et vis mængde.



NIKE har et slogan, der lyder: You can throw in the towel or use it to wipe the sweat of your face! Mit håndklæde bliver stadig brugt til sved!

2 kommentarer:

  1. Hej May-Britt

    Lige netop, hvad løb handler om ;)

    At kunne træne helt uden pres... men dog inden for en vis tidsramme.

    Prøv gerne en el. to træningspas om ugen, hvor man lægger 10-15 min. Fartlegstræning ind i en 30-40 min. træningstur.
    Her løber man så mange "små og mellem-lange" ryk, som man nu kan under de 10-15 min. Fartlegstræning :)

    Indimellem vil det være godt for kroppen, og hæve tempoet en smule under træningen...
    Så man styrker sin hurtighed + løbeøkomomien.

    God træning

    Cyprus

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Cypres.
      Det er rigtigt, at jeg stadig skal være opmærksom på at bibeholde tempo/fartleksture, selv om jeg har droppet fartmålingen for en tid :-)

      Slet