torsdag den 17. maj 2012

En svær dag

Det ustadige vejr betyder, at talemåden 'Det første skridt ud af døren er det sværeste' lever op til sit ry på disse kanter. Det er heller ikke nemt at bestemme sig for den rette påklædning, og jeg får som regel taget for meget på.

Dagen begyndte ellers fornuftigt med, at jeg kom afsted til 1 times Bodypump. Med bøjet hoved må jeg indrømme, at jeg har meldt fra de sidste par gange, hvilket jeg bliver lidt sur på mig selv over, for jeg kan faktisk godt lige at gå til Pump, som giver sved på panden. Altså bortset fra triceps-træningen, hvor jeg bliver mindet om mine svage 'Farmor-arme'! Når jeg ligger på ryggen og skal bøje vægtstangen ned mod panden. Jeg har den mindste vægt på stangen (2 x 1,25 kg), for den ene gang, jeg har haft 2 x 2,5 kg på, havde jeg ondt på bagsiden af overarmen i flere dage :-/
Modelfoto.
Der er altså ingen hjælper på til Bodypump,
 men det giver en idé om øvelsen.
Hjemme igen tog det mig 2 timers indre forhandling at komme ud og løbe. Ikke fordi jeg skulle løbe særligt langt, for de mange lunges og squats fra Pump sidder i benene resten af dagen, men 10 km er jo ikke for meget forlangt!  Og afsted kom jeg i sol og blæst tilsat en ordentlig regnbyge 10 min., før jeg var hjemme. Ak ja...

Nå, men det er ikke det, der er det svære. Jeg snakker bare udenom, men jeg har jo lovet mig selv, at dette er en ærlig blog, og derfor må jeg også omtale de tunge tanker, der plager i disse dage.

Jeg glæder mig over at læse, at træningen går godt for mine løbevenner, herunder især mine landsholdskolleger. De løber allesammen langt og godt for tiden: Anne-Dorthe Mahato løber Als Rundt 100 km i dag. I morgen løber Vagn Kirkelund og Leon Skriver Hansen Olympian Race 180 km på max. 28 timer. Anne-Marie Rossen har netop fuldført Hammer Trail 100 miles på 28t.40min.

Og hvad gør jeg? Jeg udgår af årets første 6 timers løb. Jeg vrider konstant om på min svage ankel, så jeg må holde mig til kortere træningsture. Det slider på psyken, og det får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om det er realistisk at blive klar til VM om 3½ mdr. Jeg overvejer også, om det er klogt at løbe 6 timers løb i Rude Skov, min hjemmebane, til 24RUN. En kuperet rute i skoven med indlagte fælder i form af trærødder og løse sten, som jeg kan snuble over. Men hvad skal jeg så erstatte det med? Én ting er helt sikker - jeg melder mig kun klar til landsholdet, når den endelige tilmelding skal indgives til IAU i august måned, hvis jeg mener, jeg kan yde en 100% indsats for mig selv og for holdet.

Trods disse triste tanker nyder jeg at løbe i et af landets skønneste områder. Det healer sjælen at løbe under bøgetræerne, se nyfødte kalve og lam på marken og mærke, at sommeren er på vej. Åh jo - DMI lover 20-25 gr. på søndag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar