Kl. 18.00 går starten til det græske ultraløb Dolichos Ultra race, et løb på 255 km fra Delphi til Olympia. Masser af højdemeter og en max.tid på 43 timer. Der er fine rute- og profilkort på hjemmesiden.
På startstregen står 3 danske løbere: Søren Skytte, Per Hjorth og Kent Møller fra DUUL (De Ustyrlige Ultraløbere). Jeg har lavet en aftale med dem, at de sender sms hjem i den udstrækning, de har tid, så vi kan følge deres løb. Det var de samme 3, jeg bloggede for, da de løb en jubilæumstur fra München til Venedig, og Per Hjorth fulgte jeg, da han kom i mål i GUCR 2011. Et løb, som Per og Kent er tilmeldt igen i år, og som de allerede nu har lovet at skrive hjem fra.
Jeg lovede at vende tilbage til, hvorfor coachen og jeg sammen har truffet en beslutning om, at han ikke er på sidelinien i min træning frem mod VM. Jesper har ca. 3 måneder tilbage af World Run, og der bliver travlt i den afsluttende fase. Det er ikke fair at bede ham stå for hovedtrækkene i min træning ved siden af, så derfor står jeg for planlægningen alene denne gang. Men det betyder selvfølgelig ikke, at han melder sig helt ud af projektet. Han står, som altid, klar med gode råd, hvis jeg får problemer undervejs, så man kan vel sige, at han er flyttet fra sidelinien til bag målet. I følge planen for WR kommer han hjem omkring 1. august, og han stiller sig derfor fuldt ud til rådighed i den afsluttende måned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar