mandag den 5. september 2011

5 dage sagde coachen

Kan man blive god til Poserunning på 16 timer? Jeg har omtalt poserunning, da jeg deltog i et 3 timers foredrag inkl. praktiske øvelser hos Løberen i Lyngby med Ole Stougaard som foredragsholder. Holdet var stort, 25-30 mennesker, så selvfølgelig kunne der kun blive en meget kort vurdering af den enkelte deltager, men jeg synes, jeg fik et godt indtryk af, at Poserunning er ikke noget, man bare lige gør. Det er noget, man skal bruge god tid på at lære. Ole Stougaard tilbyder nu et 16 timers kursus over 2 dage for max. 10 deltagere, og selv om jeg har svært ved at se, man kan blive så god på kort tid, at man ligefrem kan foretage vurdering og blive instruktør for andre, er tilbuddet interessant nok. Prisen på 595 USD afholder mig fra at deltage, men jeg er stadig overbevist om, at denne løbestil vil være rigtig god for min ryg.

Jeg er stadig øm over lænden efter gårdagens konkurrence, og derfor står denne uges program på rolige løbeture, suppleret med svømning og fitness. Jeg har fået en allieret til en del af træningen, for jeg har 'bestukket' min datter til at gå med i svømmehallen 1 gang om ugen ved at betale for hende, og så betaler hun selv sit medlemsskab af fitnesscentret. Her kan vi gå sammen til yoga (nu skal det prøves), mave/ryg-hold samt pilates.

"Du skal tage 5 dage til at tænke grundigt over, om det er nødvendigt med en længere hvilepause for at være fuldstændig frisk, inden træningen begynder", skriver coachen. Jamen, jeg har jo hvilet - alt for længe! Og ryggen bliver bare altid et stort spørgsmålstegn i forhold til træning og deltagelse i konkurrencer. Men jeg gør naturligvis, hvad jeg bliver bedt om og tænker over, om jeg skal forsøge at blive klar til Bislett. Den endelige beslutning træffer jeg nok først efter Berlin Marathon.

Jeg har valgt at tilmelde mig VM Special Marathon d. 17. september. Det virker måske lidt mærkeligt, at jeg siger nej til at løbe DM i marathon for SNIK i Odense, men godt kan løbe rundt på ruten for VM i cykling samme dag, men der er en verden til forskel på at løbe marathon som konkurrence og at løbe marathon som træningstur. VM Special Marathon og Berlin Marathon bliver min måde at teste, om ryggen kan klare træningen til 24H i november.

Dagens Stribe: Wulffmorgenthaler 13. februar 2011
 

3 kommentarer:

  1. Hej May-Britt,

    Ærgerligt med ryggen - du må have god bedring.

    Vedr. Pose Running kurset, så mener jeg at man når langt på de to dages instruktør-kursus, og man vil komme til at have et godt udgangspunkt for at kunne korrigere løbestil hen mod Pose. Jeg deltager i øvrigt på kurset og ser meget frem til det, så jeg kan fortælle meget mere efter kurset. Det er klart at man så skal bruge det i praksis, og fortsætte videreuddannelse i Pose for at blive ekspert. Alle Pose instruktørkurser har vist i øvrigt været udbudt over ca. 2-3 dage.

    Hav en skøn dag.

    Vh

    Christian

    SvarSlet
  2. Hej Christian
    Jeg håber ikke, at det blev opfattet som om, jeg stiller spørgsmålstegn ved Ole Stougaards kompetancer, for det gør jeg overhovedet ikke!
    Jeg ville fortælle, at jeg synes, at det virker svært at lære korrekt Poserunning, og derfor lyder 16 timer ikke af meget. Men jeg er klar over, at det bliver meget intensivt med max. 10 deltagere. Jeg glæder mig til at høre din erfarning med kurset.
    Mvh, May-Britt

    SvarSlet
  3. Hej igen,
    Jeg opfattede det heller ikke sådan:-)
    Jeg ville bare prøve at uddybe det hele lidt.

    Ja - det bliver spændende - jeg glæder mig til at komme igang.

    God dag.

    Vh

    Christian

    SvarSlet