Den korte version af Berlin Marathon

Fra venstre: Lars, Valérie og Anders

Turen til Berlin med Lars Friis, Anders Licht-Larsen og hans hustru Valérie er slut, og vi havde en rigtig god tur. Jeg skal ikke trætte jer med en ferieberetning, der bl.a. ville handle om masse kørsel på små tyske veje, overnatning i Erich Hoenickers 'hytte' for indbudte gæster og spisning i en skøn lokal restaurant udenfor Berlin.

Jeg hopper til lørdag eftermiddag, hvor Anders og Lars i vanligt overmod havde tilmeldt sig Inliner-Marathon, og jeg kan afsløre, at en stor del af deres opladning lå i beklagelser om, at de nok ikke ville klare tidsgrænsen på 2½ timer! De klarede begge i fin stil trods manglende træning lige under 2 timer :-)

Mens de to herrer rullede overværede Valérie og jeg det største børneløb, jeg nogensinde har set! Minimarathon på 4,2195 km løb af stablen, mens Inliner-Marathon var i gang, og jeg fik et lille indtryk af, hvad der ventede søndag morgen. Det væltede frem med børn i alle aldre og alle konditionsniveauer!

Søndag morgen... Berlin Marathon begynder kl. 09, så vi stod op kl. 06 for at spise og gå den ½ time til startområdet. Jeg skal gøre beretningen forholdsvis kort, for hvem gider læse en lang lidelseshistorie??

Jeg vidste fra morgenstuden, at den var gal, for min urin var ikke klar, som den skal være som et tegn på, at man er velhydreret, og med udsigt til sol og 20-22 gr. var det et dårligt udgangspunkt. Det betød, at jeg skulle være ekstra opmærksom på at få drukket undervejs.

Det gik fint i starten, og jeg følte mig godt løbende. Første væskedepot havde kun vand og lå omkring 5 km. Normalt begynder jeg først at drikke omkring 10 km, men denne gang valgte jeg at drikke allerede i første depot. Efter 7-8 km kom det første tegn på, hvad der ventede: jeg begynder at fryse let trods varmen. Fornemmelsen af at fryse holdt helt til mål.

Ved ca. 9 km kom næste depot, og denne gang var der PowerBar energidrik, men den var meget koncenteret! Desværre stod vandet først i depotet, derefter energidrik, så jeg havde ikke noget at fortynde drikken med, og jeg tømte kruset. Dårlig idé, for efter få km fik jeg maveproblemer, og ved 18 km måtte jeg ind på et af de små huse.

Da jeg trådte ud i vrimlen af løbere igen, havde jeg følelsen af, at mine ben var blevet til beton. To stolper, der næsten ikke var til at drive fremad. Det blev en kamp at komme videre, og er I klar over, hvor langt der er hjem, når man kun er ved 18 km? 24 km og mere end 2 timers tortur!

Jeg gentog igen og igen for mig selv: 'Quitting is not an option', for man udgår altså ikke af Berlin Marathon, med mindre man bliver syg eller skadet.

Halsen snørrede sig sammen, og jeg kunne ikke få andet end vand ned. Jeg stoppede i samtlige depoter undervejs, dvs. ca. hver 3. km, for at få væske nok. Og jeg luntede videre, mens jeg prøvede at nyde den smukke by, og så meget overskud havde jeg trods alt :-)

Trods tomme energidepoter, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at drikke mere energidrik, lykkedes det at holde mig løbende hele tiden. Jeg tænkte, at hvis jeg først kom ned at gå, ville jeg aldrig komme op i tempo igen, og langsomt løb er stadig hurtigere end gang-tempo.

Først da jeg nåede 40 km skiltet, var jeg 100% sikker på, at jeg ville fuldføre, og Brandenburger Tor var et velkomment syn et par km længere fremme.

Jeg har absolut intet at udsætte på løbets arrangement, og alt fra bagageindlevering til jeg forlod målområdet fungerede. Trods det er jeg ikke sikker på, at jeg skal løbe Berlin Marathon igen. Det er på alle måder stort, og jeg er nok mere til det lidt mindre Hamburg Marathon.

Nogle medaljer må man kæmpe for!