Når smerte og glæde går hånd i hånd

Hvis jeg troede, at ryggen var i bedring, så har jeg det sidste døgn måtte tage denne betragtning op til revision og erkende, at træerne ikke vokser ind i himlen. Jeg vidste, den var gal fra det øjeblik, jeg skulle ud af Sørens bil, da han havde kørt mig hjem i går. Stiv som en saltstøtte, og ikke nok med det, så kunne jeg dårligt gå. Det er en følgeskade fra mit 6 dages løb i Göteborg for 2 år siden, hvor 588 km satte sine spor på fødderne. Men at det skulle følge mig gennem 2 år, havde jeg ikke regnet med.

Det betyder, at jeg ind imellem (langt fra altid), når jeg løber marathon/meget lange træningsture, får ondt under venstre hæl, så jeg overhovedet ikke kan støtte på den. Af mystiske årsager kan jeg sagtens gå, når jeg har taget sko på, men det gør stadig ondt. For at sætte prikken over i-et havde jeg også fået en stor, blodig vabel på indersiden af venstre storetå, så, med lidt valgkampshumor, kan man sige, at det var ikke 'venstres dag' ;-)

I formiddags var jeg på cykelmesse i Birkerød Idrætscenter, hvor jeg bl.a. hilste på en af mine jyske løbevenner Stephan Grabow. Jeg vidste ikke, han skulle stå i standen for pulsure.dk, så det var en glædelig overraskelse.

Og så har jeg holdt godt øje med resultatlisten fra H.C. Andersen Marathon, hvor en af mine bedste løbevenner Niels Høg Henriksen skulle forsøge at komme under 3 timer for første gang. Jubii, siger jeg, for han løb i 02.59.16!! Den slags gør mig meget glad, og så gør det ikke helt så meget, at jeg har ondt i lænden, foden og lidt i stoltheden :-)