lørdag den 26. februar 2011

Løbestilstest?

Jeg har fået foretaget 2 løbestilstests i min tid som løber, senest for 2 år siden. Begge er foretaget hos Løberen i Lyngby, så jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige sko, jeg løber i. Begge tests viste, at Nike Air Structure Triax passer i forhold til min løbestil, også selv om jeg er blevet ultraløber i den mellemliggende tid.

Nu stiller coachen imidlertid spørgsmålstegn ved, om der er støddæmpning nok i skoen? Om jeg bør overveje et alternativ?

Jeg afviser ingenting, så jeg er gået i gang med at undersøge sagen. Et indlæg på Dourun kan af og til kaste et guldkorn af sig.

Jeg har også ringet til Løberen, hvor jeg havde en god samtale med Claus Stallknect. Han anbefaler, at jeg henvender mig til fysioterapeut Simon Lübecker for at få lavet en løbestilstest, der ikke kun tager højde for min pronation, men også for min kropsholdning, som givetvis er påvirket af mine rygsmerter. Det er et rigtig godt forslag, som jeg vil benytte, når jeg finder 600 kr. i budgettet.

Hvem sagde, det er billigt at være løber? Jeg kan fortælle en helt anden historie!

Måske jeg skal kaste mig over svømning i stedet for? Det koster da kun en badedragt og et par svømmebriller. Nååå nej - Birkerød svømmehal er lukket for offentligheden i 4 måneder pga. renovering. Der er kun åbent for svømmeholdene. Så meget for folkesundheden i Birkerød-delen af Rudersdal kommune...

Jeg er vist ved at udvikle mig til en 'grumpy old man'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar