mandag den 21. februar 2011

Colibri tights - min mening

Inden I læser nedenstående beskrivelse af et Colibri produkt, vil jeg understrege, at det er min personlige mening. Som med alt andet udstyr kan der være forskellig opfattelse af en produkts fordele og ulemper. Dette er min oplevelse af Colibri, og Ideomeo har fra begyndelsen fået at vide, at jeg skriver min uforbeholdne mening.

Jeg har nu prøvet Colibri tights i 8 uger, så jeg er ved at få en fornemmelse for, hvad de kan, og hvor de er lidt besværlige for en løber.

Jeg kan lige så godt sige det lige ud: jeg er hooked! Trods en enkelt ulempe, som jeg kommer ind på senere, løber jeg næsten ingen ture uden de korte tights længere. Når jeg gør, er det faktisk kun for at mærke, om jeg virkelig kan mærke forskel. Og det kan jeg!!

Colibri tights er ikke de nemmeste at få på! Løbere, der bruger kompressionsstrømper, ved, hvad jeg taler om. De skal være støttende uden at stramme, så de sidder tæt – helt tæt – uden at det er ubehageligt. Hvis de føles ubehagelige at have på, har man købt en for lille størrelse. Jeg vender tilbage til 'monteringen'.

Mht. størrelse oplyser Ideomeo, at man skal bruge samme størrelse som i løbetøj. Personligt bruger jeg både medium og large i tøj, alt efter mærke, men i Colibri tights vælger jeg uden at blinke dame large.

Der findes 3 modeller: kort, pirat (3/4) og lang. Alle modeller har samme kompression, nemlig over lysken og ned over lårene. Så hvis jeg skal anbefale en model, vil jeg sige, at den korte er mest anvendelig som løber. Den kan bruges under lange tights uden problemer, og jeg vil tro, at den til sommer kan bruges alene, og hvis man ikke bryder sig om at løbe i slimline tights, kan man tage korte tights / shorts ud over. Er man typen, der aldrig bruger kortere bukser end knætights, skal man selvfølgelig vælge piratmodellen. At have de lange er en luksus som løber. Jeg ved, Lars Jørgensen bruger dem, når han træner håndbold, hvis en sportshal er lidt kold, men som løber kan man lige så godt tage et par alm. løbetights over den korte model.

Så skal bukserne på, og det skal man lige vænne sig til. Jeg brugte flere forsøg, før jeg syntes, at de sad rigtigt, når jeg løb. En af de første gange, hvor jeg brugte de korte tights på marathon, fik jeg lidt slidmærker på indersiden af lårene. Det er ikke sket mere end denne ene gang, og det tror jeg skyldes to ting: jeg blev oplyst om, at man ikke skal bruge trusser under, samt jeg har brugt tid på at sætte bukserne korrekt. Man skal sikre sig, at bukserne er trukket helt op. Det er ikke som at tage alm. løbetights på! Hvis de sad som alm. tights, ville de ikke yde kompression.

Hvad er det så, disse tights kan, når man endelig har fået snoet sig ned i dem? Det kan bedst forklares ved at vise en lille film der desværre kun kan ses via Facebook: Der advares mod usædvanligt store lårmuskler!

Som I kan se, holdes lårets muskler på plads, og det er præcis den fornemmelse, jeg har, når jeg løber. At benene er faste og spændte, og det giver samtidigt en følelse af konstant friskhed i benene, og man skal aldrig undervurdere den mentale betydning, når det gælder kampen mod sekunderne.

Så når jeg til ulempen. Det er nemlig ikke helt let at gå bag buskene med disse tights på! Det tager tid at få bukserne ned og at få dem sat ordentligt igen. Men det er til at leve med, hvis man er som mig: jeg skal sommetider afvandes et par gange på en halvlang træningstur, men jeg skal faktisk aldrig, når jeg løber marathon i konkurrence. Underligt, men heldigt for mig :-)

Jeg hørte til foredraget i Greve, at Birger fra Greve Sport havde haft løbere, der klagede over, at bukserne krøb ned, når de løb. Det var nok også det, der skete for mig i Kalundborg, hvor jeg fik mærker. Man skal være opmærksom på, at de sidder ordentligt oppe i skridtet/lysken, så løber de ingen vegne. Det sidder de simpelthen for fast om lårene til.

Om man kan lide at løbe med så stramme tights er jo en smagssag, men jeg har kun haft en lille tilvænningsperiode, og jeg er ellers typen, der helst løber i løsthængende tøj.

Hvis du har fået interesse for Colibri, kan du kontakte Ideomeo for at få oplyst nærmeste forhandler. Bare klik på logoet i højre side af bloggen.

6 kommentarer:

  1. Hej May-Britt
    Super beskrivelse af både selve buksen og især "monteringen". Jeg er meget fristet af at prøve et par næste gang, der skal handles løbebukser. For jeg har haft så megen glæde af mine kompressionsstrømper. De hjælper mig helt sikkert. Også på mine mere beskedne distancer. Men især efter løbeturene har de hjulpet. Jeg har vel det man kan kalde "dårligt venøst flow" i benene. ;-) Hvis det virkelig findes.
    Så tak for et godt produkt-indlæg. :-)
    Kh Katrine

    SvarSlet
  2. PS. host host har lige tjekket prisen. Måske bliver det, når jeg vinder en gevinst. I et eller andet. ;-)

    SvarSlet
  3. Du har ret i, at man synker lige en ekstra gang, når man ser prisen og sammenligner den med andet løbeudstyr. Derfor skal man naturligvis overveje behovet for sådan et specialudstyr, som jeg anser kompressionstights for at være.

    Men jeg skulle selvfølgelig have været en kvik blogger og forsøgt at forhandle lidt procenter hjem, hvis man opgav bloggen som inspiration til et køb. Pokkers...

    SvarSlet
  4. Hej May-Britt,

    God og grundig beskrivelse af produkterne.

    Du skriver bare, hvis vi skal forhandle procenter - godt nok på et konkurrerende mærke for din blogs læsere ;-)

    Ej, jeg vil sige at der er mange kompressionsprodukter på markedet og det fører det gode med sig, at der er heftig konkurrence på prisen, som derved kun fremover vil ryge nedad.

    God dag - håber ryggen arter sig.

    Vh

    Christian

    SvarSlet
  5. Hej May-Britt
    God beskrivelse af produktet. Selv om det er din sponsor ;D

    Personligt synes jeg det er for dyrt, og vil ikke give så mange penge for kompression der ikke er vævet, for det vil jo blive slapt efter en del vask.

    Kan du oplyse om der er dame/herre modeller?
    Om man bliver målt med målebånd?
    Er kompressionen helt ens over det hele, altså en lang kompressionstights fra top til bund?
    Hvor er de lavet?
    (da jeg synes det er nogen væsenlige faktore i forhold til kompression)

    Jeg mener at jeg tidligere læst her på din Blog omkring et kompressionsprodukt du var rigtig glad for. Kan ikke lige huske mærket men går ud fra dette her (colibri) er bedre??? udfra din beskrivelse.;O)

    Nå jeg tror jeg holder mig til alm. tights indtil videre, men tak for update.

    - sigurd

    SvarSlet
  6. Hej Sigurd
    Beskrivelsen er lavet baseret på min vurdering af produktet, og Ideomeo Sport har ikke været inde over dette. De har fra begyndelsen været informeret om, at jeg ville skrive min uforbeholdne mening. Det betyder, at indlægget ikke er skrevet, fordi Ideomeo har sponseret tights, men fordi det er sådan, jeg oplever effekten. Bare så det er på plads!

    Der er herrer og damemodeller.
    Jeg ved ikke, hvordan man bliver målt i butikker, der forhandler produktet, men målebånd er da en god mulighed.
    Jeg har bragt flere billeder af tights´ indvendige side, hvor du kan se kompressionen (ellers tjek Ideomeos hjemmeside). Den er ens i alle 3 længder; dvs. der er ikke længere kompr., fordi modellen er længere. Det handler kun om, at indendørsfolket kan have brug for længere tights i en kølig hal.
    Tights bliver produceret i Spanien.
    Jeg har vasket mine tights mange gange (vasker efter hvert pas), og kompressionen er på ingen måde blevet mindre af dette. Vaskes på 30 gr.
    Ellers er jeg ikke inde i detaljerne omk. produktet. Skriv evt. til Ideomeo for specifikationer.

    God træning med eller uden kompression :-)

    SvarSlet