Hvor langt er 'for langt'?

Sommetider må man leve på andres oplevelser. Det gælder især, når man er sat ud af spillet på ubestemt tid.

 I dag har jeg modtaget en mail fra Erik Nossum, som indeholder en artikel fra det norske medlemsblad fra Kondis. Artiklen handler om Eriks oplevelser under Norge på langs   Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal koge 42 dages oplevelser ned til 4 sider! Selv om man i øjeblikket oplever, at der sker det samme dag efter dag, så er der alligevel altid små øjeblikke, der gør dagen unik og ikke som alle de andre. Hvordan fortæller man det uden at trætte læserne?

Jeg oplever det, når jeg skal fortælle om et løb, marathon eller længere, på bloggen. Der er så meget, jeg gerne vil fortælle om følelser, op- og nedture, praktiske ting, mentale ting. Men jeg ved også, at folk bliver trætte af at læse indlæg, der er alt for lange. Alt skal helst være i togavisform: kort, men detaljeret. Det kan man bare ikke, så man må skære meget fra, som ellers fylder rigtig meget oplevelsesmæssigt. Men Erik har lavet en meget fin artikel til glæde for Kondis´s læsere.

Og jeg er glad for, at Erik er en af mine ultravenner, så jeg får den slags artikler mailet, når jeg ikke selv er medlem af Kondis. En af de fantastiske ting ved ultraløb er, at det overskrider landegrænser. En lille udvalgt flok, der står sammen om en lidt mærkelig sportsgren :-)

Ind imellem overvejer jeg, hvor langt er 'for langt'? Jeg har som regel opdelt et løb i flere indlæg for at få så meget som muligt med, uden at folk opgiver på halvvejen. Hvad siger i? Et langt indlæg eller som føjleton?

Personligt slås jeg mellem realisme og drømme. Jeg vil så forfærdeligt gerne løbe ultraløb snart, helst DM 100 km i april, men aaaaggghhhhhh - ryggen! Det bliver i sandhed et kapløb med tiden, og det er ikke i ultratempo!