fredag den 11. februar 2011

Greve Trim

IAU har meldt følgende datoer ud for mesterskaber i 2011 og 2012 
Der er stadig intet nyt omkring et evt. VM i Taiwan i november.

Men det er vel ikke det, i venter på at høre om ;-)

Aftenen hos Greve Trim gik OK, men jeg var meget nervøs, hvilket mit indlæg sikkert var præget af. Heldigvis er løbere jo et venligt folkefærd, så de bar over med mig :-)

Aftenen begyndte med, at jeg blev hentet af Lars Jørgensen på Greve station. Han viste sig at være en meget venlig person, så vi var på bølgelængde fra begyndelsen, og det skriver jeg naturligvis ikke kun, fordi han ellers har truet med at spamme min blog ;-D

Pyha - et velkendt ansigt ved ankomsten til borgerhuset: Steen Jørgensen, formand for Greve Trim, som jeg har løbet adskillige marathons med.

Efter en intro af Steen fortalte Lars om Colibri tights, og det er tydeligt, at han er medievant modsat den efterfølgende indlægsholder! Han fortalte løs og fik skabt en god og afslappet atmosfære.

Så skulle jeg kastes for løverne... Jeg kunne høre, hvordan min stemme rystede, men jeg kom da igennem oplægget, og bagefter stillede folk spørgsmål. Jeg har det meget bedre med at svare på spørgsmål end med at fortælle.

Da jeg havde talt færdig, var der pause, hvor folk fik noget at drikke samt så på produkterne fra Colibri. Her kom også mange spørgsmål til både Lars og mig.

Efter pausen fortalte Lars sjove historier fra sin tid i spansk håndbold samt om AG København og dansk håndbold i det hele taget. Lars talte også om landsholdet, som han var en fast del af gennem 10 år, men som han af familiemæssige hensyn stoppede på sidste år. Han er en underholdende fortæller, så det blev en morsom ½ time, før aftenen sluttede.

Jeg var lidt sur på mig selv over min indsats, så for at højne humøret, før jeg skulle møde i nattevagt, valgte jeg at spendere en McFlurry på mig selv. Den spiste jeg, mens jeg ventede på toget på Kbh H, og pludselig lød et spot fra det opsatte reklame-TV. Det var et pluk fra TV-avisen omkring situationen i Egypten, og så kan man jo ikke lade være med at tænke, at man egentligt har det rigtig godt, når ens største problem er, at forfængeligheden har lidt et knæk ;-)

2 kommentarer:

  1. Tillykke med din første optræden.
    Brug det som en erfaring. Gå igennem, hvad der gjorde dig nervøs, og hvad var det værste. Hvad er det værste, der kan ske næste gang? Hvad vil du helt på bundlinjen have ud over scenekanten? Hvad er dit budskab?
    At holde foredrag og at stå foran mennesker handler om erfaring og om at øve sig. Og at lære fra den ene gang til den anden. Pludselig en dag elsker man det :)

    SvarSlet
  2. Tak for de opmuntrende ord. Nu er det jo slet ikke sikkert, at der bliver en 'næste gang', men jeg vil bestemt have dine råd i baghovedet. Jeg skulle have tænkt på at kontakte dig før foredraget :-/

    Jeg har modtaget en sms fra Ideomeo, at deltagerne har været super glade for indlægget, og de har fået en del roser via deres website for arr. Så måske gik det ikke helt så galt, som jeg opfattede det :-)

    SvarSlet