Vinterpausen er udskudt

Min plan var oprindeligt at gå på vinterpause i et par måneder efter løbet i Schweiz, men den er nu udskudt i 8 uger. Slaget er tabt, men der er tid til at vinde et nyt!

Som jeg skrev i går, passer den sidste weekend i november mig perfekt. Det skyldes, at jeg skal være dagvagt en del uger i november og december, hvor jeg skal arbejde fra mandag til fredag, men lige præcis den uge har jeg fri fra torsdag kl. 12.30 til mandag kl. 23.15.

Jeg er optimistisk omkring startnr. i Oslo, så det planlægger jeg efter. Der er flere af mine norske løbevenner, der har spurgt, om jeg kommer, og blandt andet bliver det til en gensyn med Ellen Wold, der også gennemførte GUCR i sommers. Vi er en lille eksklusiv klub, Ellen og jeg. De to eneste nordiske kvinder, der har været tilmeldt og ovenikøbet gennemførte GUCR. Det er da en flot 100% statistik. Den kan mændene ikke slå ;-)

Som led i træningen deltager jeg i 6 timers løbet i Albertslund  Løbet bliver arr. af ALOT, hvor min landsholdskollega (godt nok på sprinterdistancen 100 km) Charley Prødel hører til. Det er glædeligt at se flere svenske og norske løbere på startlisten, herunder endnu en GUCR Finisher Krister Lind, der fylder 50 år på løbsdagen. Jeg savner stadig at se hans hustru Lailas navn på listen. Hun er fornylig blevet nr. 3 ved de svenske mesterskaber på 100 km i tiden 9.58.24, så hold øje med hende, hvis hun stiller op!

Alle disse planer er jo fine, men hvis ikke skulderen kommer sig, kan det være lige meget! Det er temmelig svært at få tid hos fyssen pt. (det lover ikke godt for den danske folkesundhed), så indtil videre er min første tid hos David på mandag. Jeg krydser findre for, at han får et afbud i morgen, så vi kan komme i gang.

Nå, men jeg håber, at i ikke også havde planlagt at holde vinterpause fra bloggen og hænger på i de kommende 8 uger :-)

I gang igen

Jeg må hellere se at få skrevet dagens indlæg, for om et time venter et besøg hos tandlægen. Min ene kindtand er flækket og skal trækkes ud. Den blev midlertidigt repareret inden turen til Brugg, men det var uden effekt, og jeg havde konstant småondt på turen. Tanden er øm, og jeg kan ikke tygge med venstre side af kæben. Det kan ikke anbefales at flyve med tandpine! Nå, men nu er det altså tid til at gøre noget ved sagen, og mens jeg ikke frygter 24 timers smerte under et løb, frygter jeg 1 time i tandlægestolen :-]

Dagen er ellers begyndt fint. I går eftermiddags blev jeg interviewet pr. tlf. af Birgitte Aabo til en artikel i 'Politiken'. Der skal snart udkomme et tillæg, der hedder 'Arbejdsliv', hvor fokus er på folk, der skifter arbejde for at få mere tid til noget andet. Her kan en dagvagt, der skrifter til nattevagt for at løbe, bruges.

I formiddags er jeg derfor blevet fotograferet til artiklen. Det er altid en sjov time. Jeg løber frem og tilbage på de samme 30 meter flere gange. Finder et nyt sted og så begynder det forfra. Til sidst tages det knap så sjove portrætbillede. Jeg virker altid så kunstig, når jeg har et kæmpe kamera med en gigantisk linse 2 meter fra ansigtet. Bare jeg ikke har dobbelthage denne gang!!

Da det var overstået, var det nemt at stikke ud på dagens tur. Billederne er naturligvis i løbetøjet. Det var første tur efter Brugg, og lårene føles fuldstændig friske. Der er noget ømhed i venstre baglår, som formodentligt kan tilskrives den særprægede løbestilling de sidste 4-4,5 timer af løbet. Pga. skulderen skal jeg forvejen tage det roligt 1-2 uger, så mon ikke det også kurerer baglåret?

Som i sikkert kan gætte, er jeg på jagt efter revanche! I november ligger min arbejdsplan sådan, at jeg har mulighed for at løbe 24 timers løb den sidste weekend i måneden. Det betyder, at Monaco, Palermo og Oslo kan blive aktuelle. Oslo er godt nok indendørs, men det er billigst og mindst tidskrævende at komme frem til. Så jeg har sendt en tilmelding, men jeg er nok alt for sent på den, og jeg tror ikke, de udsteder startnr. af humanitære årsager, for så må jeg da være en oplagt kandidat!

Turen til Brugg

Det er altid lettere at komme i gang med en beretning, hvor løbet er gået godt, men nu skal jeg alligevel forsøge at skrive lidt om vores tur.

Måske var det et tegn, at vores fly til Zürich blev aflyst 2 timer før afrejsen. Det betød, at vi måtte flyve via Düsseldorf og ankom 5 timer senere end planlagt. Da vi jo rejste 2 dage før løbet, betød det kun en irriterende ventetid (og frokost på SAS regning), så det havde ingen indflydelse på selve forberedelsen til løbet.

Jesper og jeg forbereder os meget forskelligt til en konkurrence, måtte jeg konstatere. Mens Jesper tilbragte fredagen i sengen, var Niels og jeg på en rolig gåtur for at se banen og byen. Brugg er en lille, rolig by. Meget rent overalt. I alt gik vi 8-10 km. Jeg synes, det var dejligt at få frisk luft og få rørt benene. Håbet var naturligvis også, at et par dage uden løb ville forberedre skulderens tilstand. Det ved vi alle nu, at det gjorde det ikke.

Selve banen var rigtig god. Helt flad på nær det frygtede skarpe sving. Niels og jeg talte med arr. om det senere (det kommer jeg tilbage til), for det er helt sikkert muligt at ændre det, så det bliver blødere og mere løbevenligt. Det kræver så en ny opmåling af banen, men mon ikke arr. klarer det?

Da vi kom tilbage til vandrehjemmet, gennemgik jeg min bagage med Niels, så han vidste, hvad der var i tasken, og vi gennemgik min idé om forplejning. Niels viste sig (som forventet) at være en rigtig god hjælp i vores depot. Aldrig har jeg indtaget så meget energi under et løb. Han stod hele tiden klar med det aftalte: gel og vand eller energidrik. Ind imellem lidt lækkert - chokolade, kiks osv. I den retning behøvede jeg ikke tænke en selvstændig tanke, men kunne koncentrere mig om selve løbet.

Løbet gik gang, og regnen væltede ned! Det regnede de første 7 timer af løbet, derefter overgik det til lidt smådrypperi et stykke tid. Dagen efter fik vi at vide, at der også kom et ordentlig regnskyl om natten.

Jeg lagde ud som planlagt i ca. 6 min/km. I begyndelsen lå jeg på 4. eller 5. pladsen, men stille og roligt kom jeg op ad ranglisten, efterhånden som prisen blev betalt af et for hurtigt udlæg fra et par løbere. Meget hurtigt var vi 3 løbere, der havde udskilt os, og vi lå rimeligt tæt på hinanden, til jeg udgik.

Før jeg tog afsted, kom mine smerter i skulderen efter 10-15 km, så jeg var lykkelig, da jeg nåede 30, 40, 50 km, stadig uden at mærke noget. Men det var en stakket frist...

Efter 6½ timer begyndte den første irritation at melde sig, og efter ½ times tid var jeg nødt til at melde ud overfor Niels: det så ikke for godt ud med skulderen.

Der er ingen tvivl om, at det kolde og regnfulde vejr ikke har været gunstigt for skaden, da det nærmest har været umuligt at holde muskler og led varme. Det var hele tiden et spørgsmål om tid, før jeg ville mærke noget, men måske der var gået længere tid, hvis det havde været varmt i vejret. Det er sådan set også ligegyldigt, for faktum var, at lige meget hvad vi prøvede: varmere tøj (hvilket ikke var specielt behageligt for resten af kroppen), massage, hvile, omgange med gang sammen med Niels. Intet hjalp!

På afstand, i lygternes lys, kunne Niels tydeligt se, at jeg løb handicappet. Til sidst løb jeg med venstre arm i en 90 gr. bøjning, holdt helt stille inde til kroppen, for så gjorde det ikke ondt. Men sådan kan man ikke løbe i mange, mange timer!

Mit mål med løbet var 200 km, og der var ingen måde, hvor jeg kunne nå det, når jeg ikke kunne bruge armen til fremdrift. Den var tydeligvis en hæmsko og ikke bare uarbejdsdygtig.

Efter 4 timers kamp for at bedre situationen valgte jeg at tage mit startnr. af. Jeg var ikke mødt op for et resultat på 150-160 km med en længerevarende skade til følge. Så hellere stoppe i god tid, få skaden i orden og så - måske - forsøge igen senere på året.

Jesper var udgået af løbet efter 6 timer pga. en øm achillessene, og da han skal påbegynde World Run om bare 3 måneder, turde han ikke tage nogle chancer. Han var taget tilbage til vandrehjemmet forlængst.

Niels og jeg fik pakket mine ting, afleveret chippen og tog hjem for at sove. Vi boede ca. 20 min.s gang fra banen, og da mine ben stadig var friske (så friske som de er efter 93 km), valgte vi at gå hjem. Det var rart at have tid til at tale om løbet, før vi skulle sove. Et hurtigt bad og så sov vi...

Vi vågnede ved 9.30-tiden, så Niels og jeg bestemte os for at gå tilbage til banen og se slutningen af løbet. Jesper havde ikke lyst til at gå med. Jeg har ingen problemer med at vende tilbage til et løb, hvor jeg er udgået med en skade. Folk var søde og spurgte til, hvorfor jeg var udgået, når jeg lå på 1. pladsen. Løbet sluttede kl. 12, og derefter gik vi en tur rundt i byen, fik en kop kaffe og var lidt på nettet og så tilbage for at pakke.

Om aftenen gik Niels og jeg på pizzaria (Jesper ville bare gå en kort tur), og tilfældigvis endte vi på samme sted som 3 af løbets arr. Vi fik snakket om løbet, banen osv. Det var et par meget hyggelige timer som afslutning på en, trods alt, god tur.

Hjemrejsen gik heldigvis bedre end udrejsen, så nu sidder jeg her og fordøjer oplevelsen og får nye idéer...

You win some - you loose some

Så er jeg hjemme igen. Jeg er ret afklaret med, at det ikke gik godt i Brugg. Det ville næsten være for godt, hvis skulderen var blevet fuldstændig i orden efter kun 1 uges behandling. Skaden havde trods alt stået på i 3 uger, og for kun en uge siden kunne jeg kun løbe 10-15 km, før smerterne begyndte. Det er ulogisk, at man så kan byde skulderen 24 timers monotomt arbejde og tro, det går godt. Men rejsen var bestilt, og rejseselskabet var aftalt, så der kunne jo ikke ske noget ved at forsøge.

Det gik også godt i 6,5-7 timer, så det er da en pæn forbedring af løbetiden, men bare ikke nok! Hvis jeg havde været meget længere henne i løbet (14-15 timer), havde jeg sikkert forsøgt at køre den hjem, men med 17 timer tilbage var det direkte tåbeligt. Vi forsøgte dog i 4 timer at finde en mulig løsning, men der var intet, der hjalp.

Det har altid været min holdning, at den eneste grund til at trække sig fra et ultraløb er udsigten til at få en længerevarende skade, og den afklaring gjorde beslutningen nemmere. Ikke nem, men nemmere...

Der skal nok komme en længere beretning fra løbet i morgen, men i aften skal jeg slappe af sammen med min datter. Menuen lyder på pizza og et godt glas rødvin :-)

Skulderen holdt desvaerre ikke

Lige en kort update,saa faar i den laengere beretning, naar jeg kommer hjm.

Skulderen holdt desvaerre kun i ca. 7 timer, hvorefter smerterne stille og roligt tog til. Tilsidst kunne jeg slet ikke bruge armen. Den sad permanent i en fastlaast 90 gr. stilling. Vi proevede alt: varmere toej, massage, hvile, gaature osv., men der var ingen bedring, og med udsigt til et middelmaadigt resultat og maaske en laengerevarende skadespause som betaling, valgte jeg at stoppe efter 11 timer og 93 km. Det var simpelthen for mange timer med smerterne, og jeg stillede ikke op for at loebe 150-160 km.

Naar man ser slutresultatet, er det naturligvis aergerligt, for selv i gang havde jeg maaske opnaaet en 2.plads, men saadan er gamet,og jeg vil hellere kunne traene i den kommende tid end sidde i sofaen med en skade. Der kommer andre loeb...

I dag goer skulderen stadig konstant ondt, saa der er ingen tvivl om, at beslutningen var rigtig, selv om den var svaer!

Hilsen fra Brugg

Her er en hilsen fra Brugg, hvor det regner!

Det blev en meget lang rejse hertil, da flyet, vi skulle med, blev aflyst 2 timer foer afrejse. Vi blev ombooket til et senere fly og floej via Dusseldorf. Det betoed, at vi ankom til Brugg kl. 20.30 i stedet for ved 15-tiden som planlagt.

Det er et dejligt vandrehjem, vi bor paa, saa i den retning er der ingen klager.

Niels og jeg var en tur henne og se banen i formiddags. Den er flad og det sving, der saa meget skarpt ud, kan skaeres, saa det ikke bliver saa voldsomt.

Internettiden er lidt begraenset, saa det bliver alt for nu. Jeg skal jo ogsaa naa at tjekke resultater fra Graekenland :-)

Kryds nu fingre i morgen!!!

Afrejsedag

Så er det endelig blevet tid til afrejse. Jeg har sovet som en sten i nat, og nerverne er stadig under kontrol.

Armen er temmelig øm efter gårsdagens massage, men jeg vælger at lade være med at bekymre mig mere om den, før den begynder at gøre ondt under løbet. Jeg kan hverken gøre fra eller til, og nu må det briste eller bære!

Jeg vil sige tak for alle ønsker om et godt løb, som jeg har modtaget på mail, facebook, sms og via bloggen. Det er meget motiverende og opmuntrende at vide, der er nogle, der følger med hjemmefra. Om det virker at 'forpligte sig', som jeg skrev den anden dag, skal jeg fortælle jer, når jeg kommer hjem.

Biss dann...

Følg løbet online

Det kan sagtens være mig lørdag formiddag!

I går aftes modtog jeg en glædelig mail fra arr. Det bliver nemlig muligt at følge løbet med updates på løbets hjemmeside . Hvis jeg forstår mailen rigtigt, bliver det vist under menu-punktet: 'Rangliste', men det skulle komme til at fremgår tydeligt af hjemmesiden. Om der kommer kontinuerlige updates (vi løber med chip) eller hver time, har vi ikke fået at vide. Jeg håber, nogle af jer har lyst til at følge os undervejs.

Vejret bliver ikke det bedste: køligt og regn, men det er jo ens for alle deltagerne.

Jeg havde en lang samtale med Niels i går aftes, og han melder sig helt klar som hjælper. Det er super dejligt at have en solid støtte på sidelinien. Ren luksus, som jeg slet ikke er vant til.

Jeg har også været til fys for 3. og sidste gang. Skulderen har fået flere former for behandling i forløbet: massage af flere muskler ( i dag sad jeg næsten oppe under loftet af smerte), akupunktur, udstrækning og laser. Den er tapet op på for- og bagsiden. Nu håber jeg, at et par dages ro gør, at den holder hele løbet. Det bliver formodentligt ikke smertefrit, men bare det er udholdeligt - eller sagt på en anden måde: bare det ikke overgår smerterne i benene! For så er det virkelig slemt...

Kufferten er pakket, fryseren er fyldt, lejligheden er gjort ren, og kvalmen har indfundet sig. Så er jeg vist rejseklar...

Held og lykke til alle, der skal ud og prøve kræfter med sig selv i weekenden

5 dage i Schweiz

Vandrehjemmet i Brugg er indrettet i det gamle Altenburg slot.
Så bliver det ikke meget finere :-)

Turen til løbet kommer til at vare 5 dage. Både Jesper og jeg går efter et godt resultat, så på Jespers anbefaling tager vi tidligt afsted, så der er ro op til løbet.

Vi flyver fra Kastrup Lufthavn torsdag kl. 11.25 og lander i Zürich ved 13-tiden. Derefter venter 1 times togkørsel til Brugg, hvor vi skal bo på vandrehjemmet, der ligger ca. 1 km fra løbet.

Vi skal bruge torsdag og fredag til at blive indkvarteret, se banen, handle personlig forplejning, spise, drikke og sove. Det handler kun om én ting - mental opladning! Ingen sightseeing i denne omgang.

Her skulle det nok være muligt at slappe af og lade op

Lørdag ved 10-tiden tager vi afsted til løbet, der begynder kl. 12. Vi får stillet et bord + stol til rådighed af arr. Så skal der bare løbes, løbes, løbes...

Undervejs (lørdag aften) får jeg en sms fra Kent Møller, hvordan det er gået med de seje løbere i Grækenland. Hvor mange danskere er nået frem til Sparta i år? Statistikken siger, at ca. halvdelen når målet, men hvem bliver de 6-8 udvalgte? Og måske kan de løfte statistikken i år? Det håber jeg! Mest for deres skyld, men også lidt for min egen, for jeg finder det fantastisk opmuntrende at høre, det er gået løbevennerne godt. Det giver lidt ekstra kampgejst!

Til gengæld har jeg lovet at sende en sms til Kent, når vores løb slutter søndag kl. 12. Desværre ser det lidt mere sort ud at få resultatet hurtigt hjem til bloggen. Der er nemlig ikke pc-adgang på vandrehjemmet, men jeg skal gøre et forsøg på at få lov at låne receptionens pc i 5 min.

Hvis vi skal bruge en pc, skal vi på net-café, og det bliver nok ikke på vej hjem fra løbet! Men vi kommer sikkert forbi op til løbet, så i kan få lidt nyheder i løbet af fredagen samt sent søndag (alt efter hvor længe vi sover).

Hjemrejse mandag over frokost, så vi lander i Kastrup kl. 16. Det betyder, at jeg skal med S-toget i myldretiden - great :-]

Men hjemme venter en god flaske rødvin og et par dage uden løb, men masser af blog-skrivning :-)

Den sidste uge

Det er ikke længe siden, at jeg skrev, at der manglede 800-900 km træning, og nu er det pludselig NU.

Der har været småting undervejs (en uge med ondt i baglåret, en forvreden fod og en irriteret skulder), så det er nok endt i nærheden af 800 km. Jeg holder som bekendt ikke så nøje regnskab.

De sædvanlige nervøsitetssymptomer er sat ind: Rastløsheden. Gennemgangen af bagagen for 117. gang. Sulten, der afløses af total mæthed, når maden skal spises.

Træningen er i hovedtræk gået, som den skulle. Jeg føler mig i god form. Der er hjælp på banen (Jesper og jeg løber helt vores eget løb, men derfor er det alligevel mentalt opmuntrende at have coachen med) og på sidelinien. Der er godt nok lovet lidt regn, men det plejer ikke at genere mig. Banen er flad og på asfalt, præcis som jeg ønsker det. Faktisk er der ingen undskyldning for et dårligt løb - andet end den store ubekendte faktor: holder skulderen til 24 timers løb???

David er blevet syg, men Vibeke (min faste fys) har tilbudt at tage mig kl. 17.30. Jeg kan godt regne ud, at det er efter hendes fyraften. Hvor er jeg bare heldig at have sådanne engagerede mennesker omkring mig!

Nå, jeg smutter! Jeg skal lige tjekke bagagen for 118. gang...

Mål er drømme med deadlines

Nedtrapningen giver tid til at læse bøger, og pt. er jeg i gang med et par stykker. Den ene er 'En vinders DNA' af Rasmus Ankersen. Jeg er nærmest lige begyndt, men allerede nu er der ord, der sætter tanker i gang.

"Det er langt bedre at turde drømme stort og fejre de uforglemmelige triumfer, selvom der også dukker fiaskoer op ind imellem, end at slutte sig til rækken af fattige sjæle, der hverken jubler meget eller lider meget, fordi de trasker rundt i den grå virkelighed, hvor de hverken kender til sejre eller nederlag. Tænk et øjeblik på, hvad du husker fra dit eget liv. Formentligt kan du huske de berusende sejre. Men også de brutale nederlag, når alt er gået galt. Den middelmådige dag opløses i hukommelsen" (side 19)

"Høje mål kræver, at vi virkelig forpligter os og mener det med alt, hvad det indebærer. Et mål, der bare er sagt, kan altid ændres igen. Men et mål, der er sagt højt, forpligter. Mange sportsfolk afholder sig fra at melde deres målsætning ud af frygt for at blive målt på, om de lever op til den eller ej. For jo mindre ambitiøs du er udadtil, jo mindre skal du stå til regnskab for, hvis du ikke indfrier forventningerne. Til gengæld betaler du en høj pris for ikke at melde ærligt ud. Er du virkelig i problemer og skal trække de sidste ressourcer frem, er det lettere at lade det glide fra sig, fordi det ikke forpligter på samme måde. Det er en nødudgang, når det begynder at gøre rigtigt ondt, som kan legalisere ikke at kæmpe til sidste blodsdråbe - og være tilfreds med en fjerdeplads" (side 25)

Så modig er jeg ikke endnu, så skal vi ikke bare sige, at 200 km er den korteste distance, jeg er tilfreds med?

Jeg SKAL tro på det!

Lidt naiv har man vel lov at være! Selv om jeg kun har fået 1 behandling, og det var i går, så tror jeg gladeligt, at alle problemer med skulderen er forsvundet. Wake up call...

Dagens tur på 18,5 km viste, at det stadig begynder at gøre ondt efter ca. 1 times løb, men det er nok lidt mindre end tidl. Tror jeg...håber jeg! I hvert fald er det holdt op med 'at murre' i armen konstant. I ved, den der konstante lette uro, som er hamrende irriterende og frustrerende.

Men jeg føler mig som en, der løber med en brækket arm. Jeg bevæger helt tydeligt ikke venstre arm med samme afslappede holdning som højre arm. Venstre arm føles stiv og med indskrænket bevægefrihed.

Der er stadig 1 uge til startfløjtet, og jeg har 2 behandlinger hos David, før vi rejser på torsdag, så jeg bliver ved med / nødt til at tro på, at det rækker.

Forsigtig optimist

Jeg har nu været til fysioterapeut. Min faste fys Vibeke er på kursus i næste uge, så hun havde 'overdraget' mig til David. For mig kræver det stor tillid at blive behandlet af en specialist (det gælder læge, fys, tandlæge osv), så det var med lidt nervøsitet, at jeg mødte op. Men jeg kunne have sparet mig al rysten og bævren, for jeg er vist kommet i de bedste hænder!

David er nemlig også fysioterapeut for Nordsjælland Håndbold (der lige nu ligger nr. 1 i ligaen), så er der noget, han er god til, er det skulderskader!

Der er tale om en irritation af 2 muskler i overarmen, muligvis pga. ophobede affaldsstoffer. Behandlingen er massage (av av), og så har jeg fået sat et flot sort stykke tape på som alle de andre sportsstjerner (ha ha). Jeg ved nu ikke, hvor flatterende det er som løber at have en skulderskade :-]

Jeg har fået en tid både mandag og onsdag, og så har han lovet at lave en god optapning igen onsdag, som kan holde  til et 24 timers løb. Så nu er jeg lidt mere optimistisk, end jeg var i går.

Hvor er Ole Kåre Føli?

10 dage til løbet starter, og det ser ærligt talt ikke for godt ud med skulderen! Derfor har jeg nu fået tid hos min fys i morgen tidlig, og det store spørgsmål er så, om jeg kan nå at blive kampklar.

Det er hamrende irriterende og meget, meget frustrerende!! Selv tror jeg, at det stammer tilbage fra et fald (naturligvis!) på cyklen for et par år siden, hvor jeg slog skulderen meget voldsomt. Jeg fik ingen behandling dengang, og lige siden har den fra tid til anden brokket sig lidt, men det har normalt bare været på et enkelt træningspas eller to. Det har aldrig været så vedvarende og gjort så ondt som nu. Hvor er Ole Kåre Føli, når man skal bruge ham? Hvis altså jeg kendte ham - eller rettere: han kendte mig... Manden har udrettet mirakler på rekordtid med elitesportsfolk, så mon ikke han kunne have klaret en enkelt ultraløber også?

Jeg håber sandelig ikke, at dette munder ud i, at Jesper har to hjælpere i depotet i Brugg!

Den omvendte verden

I sidste uge tjekkede jeg løbeuret for at være sikker på at få km nok. I denne uge tjekker jeg det for ikke at løbe for mange km. Det er da den omvendte verden!

Coachen ved, at jeg har det svært med at nøjes med korte ture, når der stadig er 1½ uge til løbet, men jeg har måtte love højt og helligt, at jeg ikke løber længere end 20-25 km på de længste ture. Der er lovet frisk til hård vind det kommende døgn, så den første af de to planlagte halvlange ture blev løbet i dag, inden regnen begyndte.

Desværre afslørede den, at Brufen-kuren ikke har hjulpet på skulderen. Jeg havde ikke taget støttebind på, hvilket betød, at smerterne dukkede op omkring 14-15 km som vanligt. Der er nok ingen vej udenom, at jeg må løbe med støtte om skulderen i Brugg.

Forventningens glæde

De sidste par dage har en underlig fornemmelse sneget sig ind på mig. Helt ind under huden. Den der sitrende fornemmelse af forventningens glæde. Efterhånden har jeg deltaget i en del konkurrencer, men det er ikke ret ofte, at denne lidt berusende følelse indfinder sig. Jeg glæder mig! Træningen er forløbet fint, og mentalt føler jeg mig bedre forberedt end ved tidl. konkurrencer.

Men det er ultraløb, vi taler om, og meget kan gå galt i løbet af 24 timer ligegyldigt hvor godt forberedt, man er. Kroppen kan nægte at optage energi. Man kan få en skade. Motivationen kan forsvinde som dug for solen, når det gør rigtig ondt.

Men det skal ikke forhindre mig i at nyde denne frydefulde følelse, der minder lidt om forelskelse. En følelse, som jeg formodentligt ikke er alene om, for det er en stor weekend for danske løbere næste weekend: 17 danskere løber Spartathlon fra fredag til lørdag, og det, der kaldes 'Danmarks næststørste marathon' Berlin Marathon, finder sted om søndagen.

Det er weekenden, hvor det er tid til at kæmpe som en løve!

På nedtrapning

Så er det værste løberi overstået, og det er til min gru gået op for mig, at løbet er i NÆSTE UGE!! En omstændighed, det er lykkedes mig at fortrænge indtil nu, hvor der pludselig er masser af tid at tænke i.

Der er stadig ting, der skal forberedes før afrejsen, og dem vil jeg lave stille og roligt i ugens løb. Jeg har med vilje ikke planlagt nogle aktiviteter, for stress er det sidste, jeg har brug for. Der skal være tid til den vigtige mentale forberedelse, og en del af den består i, at jeg oplever ro omkring pakningen, så det hele kommer med.

Jeg er også ved at lægge ny musik ind på min mp3. Faktisk både til mig selv og til Jesper. Han vil for første gang prøve at bruge musik under en konkurrence, så han har fået lov at låne en afspiller af mig. Vi har absolut ikke samme musiksmag! Han har vel nærmest ABBA-fobi. Til gengæld er han vild med Jean-Michel Jarre, hvem man aldrig vil finde på min mp3.

En af de uhyggelige ting, der ventede mig i dag, var rengøringen. Lad os bare sige, at den havde ikke 1. prioritet i sidste uge! "Når man vælger noget til, vælger man også noget fra", som B.S. Christiansen siger.

Som et led i nedtrapningen/afstressningen/opladningen er jeg begyndt på hans bog 'Et liv på kanten'. Jeg synes, han er en fascinerende mand, og han kan noget med mennesker. Måske han også kan få det formidlet ud gennem en bog?

Det er 2 uger siden, jeg havde en hviledag fra løb, og det blev såmænd heller ikke i dag, jeg holdt én. Men træningen blev vel nærmest det modsatte af sidste uge, hvor der blev løbet langt og langsomt. Træningsmængden i denne uge kommer til at lægge på 60-70 km, så der er ikke mange km på kontoen pr. dag. Jeg har en skrap coach!!

2 km opvarmning + 2 km med 10 korte sprints indlagt + 1 km afjog. I lærebogen hedder det 'fartleg', men da jeg ikke synes, der er nogen form for leg over den type træning, kalder jeg det altså sprints.

Læg mærke til navnet

Joachim modtager sølv i 200 m. rygsvømning

Jeg omtaler ikke så ofte min familie, men jeg tror, at tiden er inde til at præsentere min nevø Joachim Bardrum, der er ældste søn af min lillebror Henrik. I tror måske, at jeg er den, der træner mest i familien, men der tager i fejl. Jeg får kamp til stregen af Joachim, der er svømmer.

Årets ranglister for 'drenge på 13 år og yngre' er netop offentliggjort, og Joachim indtager en meget flot 2. plads i 200 m rygsvømning, 2. plads i 200 m butterfly og en 5. plads i 400 m medley. Alle 3 distancer er på kortbane.

Nu tænker i måske: nå ja, nu er Danmark jo heller ikke den mest imponerende svømmenation bortset fra enkelte svømmere. Men når jeg nu fortæller, at Joachim er født og opvokset i et land, hvor man lærer at svømme, før man kan gå - nemlig Australien - så sætter der tingene i et andet perspektiv! Han har netop vundet sølv i 200 ryg og 200 fly samt bronze i 100 m ryg ved statsmesterskaberne for New South Wales, og i påsken 2011 skal han deltage i de australske mesterskaber i Adelaide.

Joachim: You are an awesome talent, and I´m so proud of you. You may be Australian at heart, but it is pure Danish viking blood running through your veins! I´m looking forward to the day, when you honour the T-shirt I sent you last year :-)

Men Joachim er ikke den eneste, der træner flittigt. Jeg har lukket ugens mængdetræning med en tur på 40 km, og jeg ender derfor lidt højere end planlagt, nemlig på 166 km. Samtlige ture er forløbet uden mentale nedture.

Faktisk er det største problem stadig min skulder! I dag havde jeg bundet overarmen ind, men det har bare flyttet problemet højere op i skulderen. Det betød, at jeg måtte lægge forbindingen om efter 20 km. Desværre havde jeg ikke tænkt over, at jeg stod midt i skoven, og der gik 3 sekunder, før mine svedige underben var overfaldet af et utal af myg! Jeg var så optaget af at lægge forbindingen om, at der gik lidt tid, før jeg opdagene de små sataner på benene, så det var nærmest et stockholmsk blodbad, da jeg klapsede dem. Og for pokker hvor myggestik svier, når man har svedige, salte ben :-]

Men det hjalp at lægge bindet op omkring selve skulderen (hvilket ikke er helt nemt alene), og der var ikke problemer med den på resten af turen.

Det er en mærkelig fornemmelse, at mængdetræningen er slut, og der kun er nedtrapningen tilbage. Den er absolut lige så vigtig, men mindre tidskrævende.

De små forberedelser

Jeg var længe om at komme ud af døren i dag, men det skyldtes heldigvis ikke manglende lyst, men fordi der løbes 'Mors 100 miles' i dag. Coachen var deltager og absolut en af favoritterne, men desværre blev hans deltagelse af begrænset varighed.

Da han havde løbet 55 km, stod han på en øde vej uden skilte. Han var, trods en lokalkendt ledsager på cykel, løbet forkert! Ingen af de to havde set skilte, der viste retningsændring. Han blev fundet af arr., der tilbød at køre ham tilbage på ruten, men det strider mod Jespers indstilling om Fair Play overfor de øvrige deltagere i løbet, og derfor valgte han at trække sig.

Jeg havde læst på hjemmesiden, at han var udgået, og da jeg ved, at Jesper ikke udgår af et løb uden en alvorlig grund, frygtede jeg en skade eller motivationsnedgang. Kort tid efter kom en sms med forklaringen. Jeg skal undlade at komme med detaljer, men han var ikke begejstret!!!

Da vi var færdige med sms, var der ingen grund til at udskyde træningen. På med min mp3, så jeg kunne høre 'Sport på 3'eren', mens jeg løb. FCN og jeg takker OB for 3 kærkomne points ;-)

Overarmen er stadig ikke ok, men støttebindet hjælper, så jeg ikke har ondt, mens jeg løber.

Pakkelisten er ved at blive skrevet. Der er de alm. ting som tøj, sko osv., og så er de mere specifikke som f.eks. batterier til mit løbeur + footpod. Hele tiden dukker der småting op. Bl.a. er støttebind nu kommet på listen.

Tanker omkring forplejningen er også i gang. Baseret på tidl. ultraløb ved jeg, at jeg lynhurtig bliver træt af energidrik, så jeg skal have fundet et alternativ. Lige går tankerne i retning af vand  + Isogels som hovedforsyning. Det kombineres så med cola, kaffe, cacao og noget spiseligt. Ernæring er et af de vigtigste punkter under et ultraløb, og det er bare så svært at ramme den rigtige kombination!

I næste uge  begynder nedtrapningen, og da der nu bliver tid tilovers, har jeg bestilt bogen Den perfekte præstation af Torbjørn Sindballe. Når jeg læser anmeldelsen, lyder den til at kunne blive en god inspiration.

En rolig aften

Endnu en uges nattevagter er overstået. Så er der kun 4 tilbage i næste uge, før jeg skal have 14 dages ferie. Jeg har ikke haft ferie siden GUCR, dvs. den første uge i juni, så det er tiltrængt!

Jeg tumler lidt med forskellige ting, der ikke er løberelaterede, og jeg havde derfor ingen overskud til at være festlig i aften. I stedet for at være til årsfest i Novo Nordisk sidder jeg i sofaen og hygger med min datter, mens vi ser Caroline spille US Open.

Masser af skøre, tåbelige og kloge tanker under dagens tur på 20 km. Og hvor jeg trænger til at sove igennem...

En sær skade

Jeg begyndte dagen med et besøg hos min tøjsponsor SSport . Vi går mod køligere tider, og det er tid til at supplere løbegarderoben med varmere tøj. Det skal nok blive præsenteret, når jeg får det hjem med tryk på i løbet af næste uge.

Jeg har fået en mystisk 'skade'. Hvem har hørt om en løber med overbelastningsskade i overarmen??? Ja, man tror, det er løgn, men ikke desto mindre er det overgået mig. Faktisk har det stået på i 2 uger. Det begyndte en times tid inde i 6 timers løbet i Vodskov. Jeg begyndte at få smerter i venstre overarm, og de tog til i styrke. Så meget at jeg på et tidspunkt overvejede at udgå! Men kan man som løber udgå med en skade i armen? Neeej...

Jesper mente, det skyldtes kulde/blæst på armen, da jeg løb i kortærmet T-shirt. Jeg ved ikke, om det er årsagen, men ihvertfald er det ikke forsvundet endnu. Overarmen er konstant øm, og jeg tror, at der er tale om en irritationstilstand. Det lyder måske som en lidt ubetydelig skade, men da armen jo konstant er i brug/svingninger, betyder det langt mere, end man tror.

Optimalt burde jeg få noget ultralyd på, men da jeg ikke bor for enden af regnbuen med en krukke guld, har jeg i dag afprøvet det næstbedste, jeg kunne komme på: jeg har løbet med støttebind. Det hjalp helt sikkert under løbet, men armen er øm, når jeg tager bindet af.

Jeg håber, at den ro, der følger med nedtrapningen og færre km de næste par uger, gør, at jeg slipper af med generne inden Brugg.

Dagene flyver

Ugen løber afsted, og jeg løber med. Jeg synes, at det eneste, jeg foretager mig i denne uge er at løbe, spise, arbejde og sove. Alt andet bliver fyldt ind, hvor der er plads!

Morgenkaffe hos min far på vej hjem fra arbejde, i seng kl. 10, op kl. 10.20 fordi min søde pakkepost kom forbi, sove igen til kl. 14, kaffe + let måltid, 31 km løb, bad, aftensmad. Nu er kl. 19, og jeg skal slappe af et par timer, før jeg skal på arbejde. Det var den dag...

Det er stadig et vidunderligt solskinsvejr, men det blæser temmelig meget. Faktisk så meget at jeg blev kastet ud i græsset, da jeg løb i sidevinden. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig på vejen, og jeg er da ellers ikke nogen splejs!

Belært af mandagens trang til sukker og væske havde jeg i dag taget et par Isogels med, som blev indtaget ved 10 og 20 km. Måske var det derfor, turen ikke føltes tung denne gang. Det lyder formodentligt ikke af meget med 2 gels, men jeg har løbet masser af ture på op til 30 km uden væske og gels uden problemer. At jeg har behov for det på nuværende tidspunkt må skyldes, at jeg har svært ved at nå at fylde mine energidepoter op, og derfor melder behovet sig på turene i denne uge.

Feltet i Brugg

Startlisten til 24 timers løbet er nu offentliggjort. 44 deltagere, heraf 8 kvinder. 9 løbere har tidl. været over 200 km. Tegning samt fotos af banen kan ses her

Som det fremgår af startlisten, er jeg ikke den eneste dansker, der stiller til start. En af grundene, til at jeg ikke løb i Skövde som planlagt, er, at coachen kunne deltage, hvis jeg ventede 1 måned med at løbe 24 timers løb, og hvad gør man ikke for lidt selskab? Ikke at jeg regner med at se meget til ham under løbet. Vel nærmest kun til start, når han overhaler mig samt ved slutfløjtet! Men bare det at jeg ikke er alene...

Dvs. helt alene er jeg ikke, selv om Jesper løber fra mig, for vi har en hjælper med i vores eget lille depot. Ultraløber Niels Høg Henriksen har påtaget sig den utaknemmelige opgave at servicere os. Det er en hård opgave. Langt hårdere end man tror! Jeg stoler 100% på Niels, og jeg ved, at han vil gøre alt for, at vi opnår vores mål. Han har fået frie hænder til at jage med denne ultraløber i 24 timer...

Hvor er frugttræerne, når man skal bruge dem?

Anklen ser ud til at holde. Kun når jeg løber på ujævnt græs, kan jeg mærke lidt i den. Jeg har glemt at skrive, at da jeg havde en ankelskade for 1½ år siden, fik jeg et tip, hvordan jeg kan teste, om en skadet ankel formodentligt kan bære løbetræning. Man skal kunne stå på et ben (den skadede fod) som en stork og lave 15 knæbøjninger uden at det kan mærkes i anklen. Da man ikke må støtte sig til noget, får man samtidigt kontrolleret sin balance!

Den sidste træningsuge er begyndt, og den blev indledt med 30 km i sensommersol. Tempoet i denne uge skal være udgangstempoet minus 10 sek. i forbindelse med 24 timers løbet. Man kan lave mange fejl under et ultraløb, men at starte for hurtigt ud er nok den største. Det er derfor vigtigt at vænne kroppen til det tempo, man vil lægge ud i.

Jeg havde ikke nogen former for energi med, og efter et par timers løb, var jeg tom for energi. Tempoet føles langsomt, og mentalt er man heller ikke helt skarp mere. Men det er jo efterår, så jeg regnede med, at jeg kunne nappe et æble et eller andet sted. Der var bare ingen frugttræer i nærheden! Der blev tænkt mange grimme ord de næste 5 km, før der pludselig stod 2 blommetræer foran mig. De blev et par frugter fattigere, før turen gik hjemad.

Jeg er begyndt at løbe med min nye mp3 fra Creative , og jeg er blevet rigtig glad for den. Hvor lang tid batteriet holder, svæver stadig i det uvisse. Den lader automatisk op, når jeg ligger musik ind. Jeg må bare have både den nye og den gammel afspiller med til Brugg, så er jeg dækket ind.

Puha...

Det er fantastisk flot løbevejr i dag: omkring 15 gr. og sol fra en næsten skyfri himmel. It´s as good as it gets :-)

Jeg tilbragte lørdag aften som sofakartoffel med anklen viklet ind i komprilanbind, benet eleveret, mad og drikke indenfor rækkevidde og genså filmen 'Invictus' om Nelson Mandela. Jeg har tidl. reklameret for filmen, og jeg må sige, at den gjorde lige så stort et indtryk 2. gang!

Kuren har virket, for i dag behøver jeg ikke længere bind om anklen, og løbeturen forløb også uden komplikationer. Oprindeligt var planen at deltage i min løbeklubs 'Skovsyreløb', der finder sted i dag, men udsigten til en tur i skovterræn med højt tempo (jeg kender jo mig selv, når jeg får nr. på maven) ville være at friste skæbnen! Det glædelige er, at trods mit uheld overholder jeg træningsplanens 120 km. Nu venter den sidste uge med mange km, før nedtrapningen begynder!

Coachen er på Færøerne i denne weekend for at holde foredrag og deltage i Thorshavn Marathon. Jeg siger tusind tak for den overbragte hilsen fra en læser af bloggen fra kongerigets vindomsuste øer :-)

Så har vi balladen!

Nu gik det lige så godt. Bortset fra en enkelt uge med smerter i baglåret, er træningen forløbet helt efter planen. Det er lykkes for mig at blive i oprejst tilstand under løb siden begyndelsen af maj måned (det er en præstation i sig selv), og så falder jeg og vrider om på foden på vej hjem fra byen i går!

S-toget kører stadig ikke mellem Birkerød og Lyngby, og vi var derfor 40-50 personer, der skulle med den indsatte S-bus. Pga. folkemængden så jeg ikke, at der var en 1,5-2 cm sænkning i nivauet, og jeg fik trådt lige på kanten, så foden vred om, og jeg faldt fremad. Jeg faldt heldigvis ind i de foranstående og slog mig derfor ikke, men vredet i foden kunne jeg ikke forhindre. Jeg kunne med det samme mærke ømhed, men da jeg kunne støtte på foden, gik jeg trods alt ikke i panik.

Det blev en meget rastløs søvn. Jeg vågnede, hver gang jeg fik lagt mig forkert og derved trykkede på anklen. Det kan bestemt heller ikke udelukkes, at underbevidstheden arbejdede på højtryk mht. skadens omfang. Ville det true min deltagelse i 24 timers løbet om 3 uger?

Jeg havde leget lidt med tanken om at deltage på Skodsborg Marathon kl. 10. Jeg havde snakket om at løbe den fulde distance, men coachen understregede, at jeg skulle holde mig til planen, og den sagde max. 30 km i denne uge! Godt så - men så kunne jeg bare støde til deltagerne ved 11-tiden og løbe de sidste 5 omgange med dem. Den plan blev øjeblikkeligt skrinlagt. Ingen skulle se mig stortude, hvis jeg opdagede, at anklen ikke holdt, og drømmen bristede så tæt på mål!

Det tog meget langt tid at få løbeskoene på! Jeg havde nærmest kvalme, før jeg skulle løbe. Bare tanken om at måtte opgive løbet om 3 uger gjorde mig dårlig! Jeg havde haft et støttebind på om morgenen, men jeg er ikke tilhænger af at teste en skade, mens den er bundet ind, tapet op eller på anden måde hjulpet. Så støttebindet kom af og skoene på.

Stille afsted... jooo, det gik vist OK. Lidt øm, men jeg kunne trods alt løbe. Der er 2 ting, jeg er meget opmærksom på i sådan en situation: tager smerterne til og begynder jeg at kompensere i min løbestil? Hvis først jeg begynder at ligge vægten over på det andet ben for at aflaste den beskadigede ankel, er det helt galt!

Nå, men det gik faktisk fint. Smerterne aftog efter 3-4 km, og omkring 9-10 km var de nærmest væk! Optimismen steg, og nu havde jeg kun solbrillerne på af én grund: fordi solen skinnede :-)

Omkring 16 km begyndte de første træthedstegn i anklen at melde sig. Det gjorde ikke ondt, men føltes lidt stramt, så jeg tog farten lidt af og vendte næsen hjemad. Efter et par km gik det fint igen, så det krævede viljestyrke at fastholde tanken om at afslutte turen. 21 km kun 16 timer efter en forvridning er langt bedre end jeg kunne have forventet, og der er absolut ingen grund til at friste skæbnen ved at løbe for langt i dag.

Ømheden er selvfølgelig ikke væk endnu, så støttebindet er kommet på igen for at aflaste. Det ser ud til, at jeg er sluppet med skrækken, og min skytsengel endnu en gang har holdt sin hånd over (eller under) mig.

3 uger...

Jeg vil sove!

Endnu en uges nattevagter er afsluttet, og jeg trænger til at sove! Jeg har sovet alt for lidt i denne uge, og det satte naturligvis sit spor på dagens træning. Det er mit held, at der kun var tale om en kort tur på 10 km, for det kan man jo altid kæmpe sig igennem. Mentalt var der intet overskud.

Jeg ved, at den kommende nats bevidstløse søvn vil rette op på misforholdet, men det betyder, at jeg godt kan glemme alt om at løbe marathon lørdag kl. 10. Jeg sover formodentligt endnu!

Jeg skal nemlig i byen i aften, så det bliver nok lidt sent, før jeg kommer i seng. En hyggelig aften med mine dejlige kolleger venter, og menuen lyder 'japansk mad er andet end sushi'. Den bliver tilberedt af min japanskfødte, men danskgifte, kollega, hvis mor er udd. kok. Det tror jeg bliver en stor oplevelse :-)

Sidste gang, vi var sammen, fik vi portugisisk mad, fordi en anden kollega er portugisisk gift og boede i landet i flere år. De sætter en høj standard, så de skal ikke ønske at besøge mig, for jeg kan kun lave 'overlevelsesmad med et twist for løbere'.

Der er noget særligt ved bøger

Jeg håber, at fænomenet 'at læse en bog' aldrig forsvinder! I en tid, hvor alt er elektronisk, og vi bruger meget tid på mobilen og pc'en, er der noget helt særligt ved at fordybe sig i en bog. At krybe under et varmt tæppe med en god bog på en regnvejrsdag, eller når sneen vælter ned - det er et af livets goder. Jeg læser ikke ret meget om sommeren, men jeg prøver at indhente det forsømte om vinteren.

En af de bøger, jeg skal have fat i, hørte jeg omtalt i morgenens P3 'Verden rundt på 3 timer'. Jeg er nemlig begyndt at høre radio, når jeg cykler hjem om morgenen, og det er ikke småting, man bliver underholdt om: gulvmesser, grøntsager i alle afskygninger, filmanmeldelser osv.

I dag var landsholdstræner Ulrik Wilbek i studiet. Hvis jeg kunne vælge en mental træner, så ville jeg vælge Ulrik Wilbek! Jeg har læst bogen Tro på dig selv flere gange, og nu har han udgivet en ny bog Gør en forskel Jeg synes, han er meget inspirerende, og han har en indgangsvinkel til tingene, som jeg rigtig godt kan lide. Og man kan jo ikke komme uden om, at manden har en fantastisk succesrate :-)

På mandag udkommer bogen Sandheden om sundhed , og den er jo et must have for mig, da jeg har fået et lille bitte afsnit i bogen. Bente skrev til mig i slutningen af maj måned, om hun måtte skrive en passage om mig. Meget glad og beæret skrev jeg naturligvis JA! Artikler i aviser og ugeblade forsvinder i glemslen, men når man står nævnt i en bog, bliver man en lille smule udødeliggjort :-)

"May-Britt Hansen er en af de mest udholdende løbere i Danmark. Men det var ikke oplagt for fire år siden. Dengang havde hun ikke dyrket sport siden gymnasietiden. May-Britt er social- og sundhedsassistent, arbejder som fast nattevagt på Steno Diabetes Center i Gentofte og har i mange år været alenemor til to børn. På bloggen fortæller hun: ”Jeg begyndte at løbe i foråret 2005 som en reaktion på min gode veninde Susans kamp mod kræften. En måde at komme af med frustrationer på og samtidig gøre en aktiv indsats for at forebygge sygdom – sådan begyndte det, og sådan forsatte det de første 1½ år, indtil jeg overværede et maraton, hvor jeg selv deltog som halvmaratonløber. Tænk, hvis jeg også kunne gøre det!” May-Britt debuterede seks uger senere som maratonløber, og 14 måneder senere var hun at finde på det danske landshold i 24-timers løb. To år efter sin debut som maratonløber gennemførte hun tre maratonløb på én dag i Hamburg. May-Britts historie er enestående. Det er givet, at hun har et særligt løbetalent. Men det er på ingen måder ualmindeligt, at folk, der tidligere har været særdeles fysisk inaktive, er blevet habile løbere i en moden alder."

Men i dag skinner solen, og nu skal jeg ud og løbe. I skal jo helst ikke tro, at træningen er gået i stå! Efter 3 uger med stigning i træningsmængden er det restitutionsuge, så jeg kan slappe af med bare 120 km, før den i næste uge får det sidste hak inden nedtrapningen.

Den rastløse fase

Så er jeg ramt af den rastløse fase. Fasen, hvor jeg har svært ved at fastholde interessen for længerevarende begivenheder.

F.eks. har jeg svært ved at se en film fra start til slut. Som andre gange op til store konkurrencer kan jeg begynde at se en film, men efter 1 times tid mister jeg fokus. Jeg har set mange film uden at kende slutningen! Derfor ser jeg pt. næsten kun serier med afsluttende afsnit: NCIS, CSI Miami, Numbers og lign., der ikke kræver den store hjernekapacitet.

Jeg springer også fra gøremål til gøremål uden at gøre tingene ordentligt færdigt, så jeg skal hele tiden vende tilbage. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at det er en del af min opladning, og da der er tale om en forholdsvis kortvarig periode, bekymrer det mig ikke så meget.

Men det bekymrer mig, når jeg laver aftaler uden at bruge hovedet! Jeg havde planlagt at løbe Ebberup Marathon d. 11. sept., og alt var på plads omkring rejse og overnatning. Der er bare lige den lille hage ved sagen, at det viser sig at være dagen efter Novo Nordisk årsfesten, og tro mig - den går man ikke frivilligt glip af! Omkring 5000 medarbejdere skal samles i Bella Centret med 3 retters menu samt musik fra tidens bedste danske solister. Hvem er altid en velbevaret hemmelighed. Derefter optræder Nephew med en længere koncert. Så jeg har meldt afbud til løbet på Fyn.

Jeg må nu håbe på, at der dukker en marathon cannonball op i nabolaget søndag d. 12. Ellers må jeg ud på langtur alene, for der skal løbes 40-50 som sidste lange tur.

På lørdag melder en af mine marathonvenner Morten Walter sig ind i 'Klub 100 marathon', og hvis jeg på nogen måde kan få lusket mig ud af sengen og cyklet de 10 km til Skodsborg inden kl. 10, så skal jeg være med til at fejre ham.