"Sportsskader koster på psyken"

Jeg har mange gode løbevenner,og en af dem er Jerk W. Langer . Vi har løbet mange marathons sammen, og Jerk er min uudtømmelige kilde omkring kosttilskud. Tak for det Jerk :-)

Jerk er tilknyttet den nye hjemmeside Løb nu , og i går blev der bragt en artikel om sportsskader. Jeg synes, det er en rigtig god artikel, men desværre er der skåret lidt i teksten.

Men Jerks tilladelse kommer den her i sin fulde længde:

"En alvorlig løbeskade kan psykisk set føles lige så alvorlig, som hvis man bliver fyret fra sit job", fortæller læge og foredragsholder Jerk W. Langer.

"En løbeskade kan føles så alvorlig, fordi vi er enorm hurtige til at definere os selv som løber. Så snart man er grebet af løbebacillen, bliver løbeturen en helt naturlig og vital del af dagligdagen, som gør os gladere, afstresser, samt giver os følelsen af at være sunde og slanke. Derfor slår det så hårdt, når den del af livet pludselig skæres ud af tilværelsen. En længerevarende skade oplever man som et enormt tab, og mentalt gennemgår man faktisk de samme faser som ved egentlige sorgreaktioner. Akkurat som hvis ens kat dør, eller man mister sit arbejde", siger Jerk W. Langer, der som rutineret marathonløber selv har gennemgået en langvarigt skadesforløb.

Det vigtige er, at man erkender sine reaktioner og ud fra dem lægger den rigtige strategi. Så kommer man sig ifølge Jerk W. Langer til gengæld hurtigere over skaden, især fordi kroppen får den nødvendige tid til at hele op. Og fordi man mentalt har mere overskud, hvilket styrker immunforsvaret.

"Mange kroniske løbeskader opstår ikke med ét, men udvikler sig snigende. Så det overrasker egentlig ikke, at ens typiske reaktion er at fornægte de tiltagende smerter i hælen, achillessenen eller knæet. I stedet bilder man sig selv ind, at smerterne bare er midlertidige og hurtigt vil forsvinde af sig selv. Man er simpelthen blind for det røde advarselsflag og træner videre som om intet var hændt," siger Jerk W. Langer.

Resultatet bliver desværre ofte, at den begyndende løbeskade ikke får den nødvendige ro til at hele op, men i stedet bliver stadig værre. Pga. fornægtelsen er den lille skade nu blevet langvarig og alvorlig. Så det vigtigste råd for enhver løber er, at man skal lytte til sin krop. Hellere tage en uges løbepause nu eller at være tvunget til en måneds pause senere, påpeger Jerk W. Langer, der er med til at teste løbnu.dk.

"Når skaden er blevet kronisk, og man slet ikke kan løbe mere, så bliver man vred. Jeg har selv prøvet det. Man føler sig svigtet af sin krop og opfatter forløbet som en enorm uretfærdighed. Man frygter for formen og for at komme for langt bagud i træningsprogrammet til et vigtigt løb. Når man har været vred et par dage, gælder det om at komme videre og se positivt på fremtiden. Tænk på, om du på trods af skaden kan træne alternativt, fx på en crosstrainer eller speedwalk. Eller brug løbepausen til at få gjort noget ved den styrketræning af overkroppen, som de fleste løbere forsømmer."

"Så skal man bare lige passe på næste fælde, nemlig at man ikke overdriver den alternative træning. Formålet med crosstraineren og vægttræningen er selvfølgelig at holde formen rimeligt oppe, men lige så meget at løfte ens humør. Jeg ser bare ofte, at folk går amok og bruger timer hver dag i fitnesscentret og hermed overtræner resten af kroppen. Så det gælder om at finde en balance. Ikke for lidt, men bestemt heller ikke for meget erstatningstræning."

Desværre er mange løbeskader rigtig længe om at hele op, påpeger Jerk W. Langer. Især skader i knæ, achillessene, lyske og hæl kan være yderst genstridige og i svære tilfælde holde én væk fra løbeskoene i månedsvis. Så mister man humøret. Formen er røget, man må melde fra til det løb man har trænet til i månedsvis, fedtet begynder så småt at hobe sig op på maven, og hjernen har voldsomme abstinenser efter løbeturens endorfin-kick.

"Samtidig tabes entusiasmen for den alternative træning, for det er altså sjældent lykken at pumpe løs i timevis i et fitnesscenter, når man er vant til fuglefløjt og skovstier. Man bliver simpelthen løbedepressiv. I denne fase kan det være en hjælp at opretholde kontakten til sit løbemiljø. Hop og på cyklen og følg med, når vennerne løber. Meld dig til at passe depotet under et løb."

"På et tidspunkt modner man og accepterer sin skade. Det er et kritisk punkt, for nu har man indstillet sig på, at forløbet bliver langvarigt og kræver, at man stille og roligt genoptræner løbeevnen. Man indser vel også, at løb trods alt ikke er det vigtigste i tilværelsen. I takt med, at skaden gradvist heler op, stiger humøret, og så skal man huske at holde fast på genoptræningsplanen. Ikke noget med at accelerere træningen for kraftigt, for så kommer tilbageslaget, og man risikerer at ende i det sorte hul igen," siger Jerk W. Langer.