torsdag den 12. august 2010

Lægetjek

Jeg er meget glad for min læge. Han tager mig seriøst, når jeg kommer med diverse løbeskavanker uden at løfte en pegefinger over, at jeg løber så meget. For et år siden, da jeg gik lidt i panik over en løbevens pludselige dødsfald i en alder af 42 år, var han med det samme med på, at jeg fik foretaget et arbejdsekg samt en scanning af hjertet, så jeg kunne udelukke en skjult hjertefejl. Heldigvis viste begge undersøgelser, at jeg har et velfungerende og mærkeligt nok ikke forstørret hjerte, hvilket ellers er alm., når man træner meget. Måske træner jeg slet ikke nok? ;-)

Vores aftale er, at jeg får foretaget dette tjek hvert 3. år, og de 2 mellemliggende år får jeg foretaget et alm. ekg - bare for en sikkerheds (og min sjælefreds) skyld.

I dag var det tid til tjekket, og med få (alt for få!) uger til 24 timers løbet passede det perfekt. Hjertet ser stadig fint ud, og med en hvilepuls på 44 melder han mig i god form!
Den normale hvilepuls for mænd er 60-80 og for kvinder 70-90.

Så nu skal jeg bare holde mig skadesfri, men det ved jeg jo af erfaring kan blive et stort problem. For 2. gang indenfor kort tid har jeg præsteret at hamre højre lilletå ind i mit køkkenbord, og det gjorde lige så jävla ondt denne gang!! Det lyder umiddelbart som et mindre problem, men det gør altså, at jeg har ondt, når jeg har mine letvægtssko på, og dem skal jeg bruge på søndag, hvor jeg løber 5 km konkurrence.

Løbet er tæt på Kongevejen i Sorgenfri, så før og efter løbet kan jeg opleve triathleterne fra Copenhagen Challenge på cykeldelen. En dag er det mig, der cykler...

2 kommentarer:

  1. Ja nu vil du nok være sød ikke at skvatte eller andre morsomheder. Hjemmet er det sted der sker flest ulykker så du må nok sætte vat på skarpe hjørner osv ;-)

    Nåh, en lille triatlon - det er lige det du mangler!

    Godt at du har et fint og varmt hjerte, men det vidste vi godt!!!

    SvarSlet
  2. Nu må du til at se dig for når du bevæger dig rundt i huset!!!! Det er vildt farligt at opholde sig indendøres. I dag tabte jeg et spækbræt ned på min fod. De efterfølgene 10min. var jeg noget i tvivl om jeg nogensinde kom til at løbe igen. Det ser dog mere lyst ud i skrivende stund:-)

    SvarSlet