Hele mandagen var jeg nærmest i vegetativ tilstand. Intet fik jeg lavet, og jeg kom først udenfor døren, da jeg skulle cykle på arbejde. Den slags sker nærmest aldrig med mindre jeg er syg! Når jeg tænker tilbage, er det selvfølgelig en reaktion på den manglede søvn efter min nattevagtsuge. Selv om jeg følte, at jeg sov fint natten mellem fredag og lørdag, så var der ikke tale om mine normale 10-11 timer i bevidstløs tilstand, men 'kun' ca. 9 timer på et fremmed sted med andre lyde. I ved sikkert, hvordan det er.
Så jeg tilbragte mandagen bl.a. med at se 'Strictly ballroom' og spise chokolade. En vaskeægte 'hvor er det synd for mig'-dag! Sindstilstanden er også tydelig i blogindlægget, og når jeg vælger at skrive om det, er det ikke for at få medynk, men for at vise at - for mig - er træning og konkurrencer ikke kun lykken. Det er også dumme dage, hvor jeg forbander det hele langt væk. Altså ikke det at løbe, men mit behov for at løbe langt.
Da jeg begyndte denne blog, var formålet at vise, at der er både opture og nedture ved at være ultraløber. Mange, der løber kortere distancer, tror, at ultraløbere elsker at træne og helst så ofte og så langt som muligt. Det gør vi også for det meste, men det er altså ikke kun rendyrket glæde.
Sommetider bliver en dag reddet på målstregen, og det blev en bemærkning fra Søren 'RaSor' Raarup, der fik smilet frem. RaSor har løbet ultraløb i mange år og er en rigtig god løber. I weekenden vandt han Skövde 48 timers løbet med 295 km, og i den forbindelse sendte jeg ham naturligvis en lykønskning på Facebook.
Svaret fra RaSor lyd: "Mange tak, May-Britt. Det er som at få at vide af Emma Gad at man har opført sig ordentligt - læs det som en kompliment". Så er det svært at bevare pessimismen, og man bliver bare så glad over at kende disse skøre, vidunderlige mennesker, der deler den samme lidenskab :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar