Der er stadig 4 uger til løbet i Schweiz, men det forhindrer ikke præstationsangsten i at sætte ind! Jeg bliver altid ramt af svigtende selvtillid før en stor konkurrence, og denne gang er åbenbart ingen undtagelse.
Allerede nu melder tanken sig: det bliver mit sidste ultraløb! Nu er det slut med at sætte sig store mål, og 200 km er et gigantisk mål for mig. Nu må det række med marathons, og måske jeg skal bruge et års tid på at se, om jeg kan blive hurtigere på den distance? Men samtidigt kigger jeg ultraløbslisten igennem...
Den kommende måned bliver en sand tur i den emotionelle rutschebane, og coachen skal nok nå at blive træt af mig, inden afrejsen finder sted. Han har allerede måtte høre for, at der ikke har været nok lange ture i træningsprogrammet denne gang. Ikke et ord om at jeg selv syntes, det var en god idé at prøve en ny indgangsvinkel. I den retning er jeg fuldstændig irrationel.
I år brillierede jeg med at tilmelde mig GUCR for at undgå at løbe VM, og jeg kan mærke, at jeg er meget tæt på at lave samme stunt én gang til. Hvis jeg er tilmeldt et andet løb, har jeg jo en god grund til ikke at stille op for landsholdet.
Dybest set er det fuldstændigt tåbeligt at stille den slags krav til sig selv! Jeg er ikke nogen specielt dygtig ultraløber. Jeg kommer altid til at placere mig middelmådigt til internationale konkurrencer, og i bund og grund er det kun mig selv, resultatet betyder noget for. Jeg ved godt, at folk kan blive glade eller skuffede på mine vegne, alt efter resultatet, men ellers har det absolut ingen betydning for andre end mig selv!
Hvorfor er det så, at jeg hver gang skal slås med de indre dæmoner???
Hej Maj-Britt
SvarSletAlle kæmper med dæmoner af forskellig slags, og måske især når man er presset.
Jeg kender dig jo kun fra hvad du har skrevet her på bloggen, så hvis jeg tager helt fejl i følgende, må du bare bære over med mig.
Men er du ikke vildt stolt og glad for at løbe på landsholdet? Kan du ikke forsøge at fokuserer på hvor flot det er at du er så dygtig, at du bliver udtaget til Landsholdet. Ingen ved hvordan du vil klare dig til konkurrencen. Men intet menneske kan yde andet end sit bedste og det vil du gøre. Nyd det - hvem ved om nogle år, kan du måske ikke mere. Dette er din tid - grib den.
Uanset hvad - pøj pøj med kampen mod de skide dæmoner
Kh Karina
Kæreste May-Britt!
SvarSletDu er jo ikke alene med de dæmoner, de findes på alle vores forskellige niveauer. Men du - og flere af os andre - kan jo ikke lade være, udfordringen er en del af det adrenalin rush man bliver afhængig af. Om det er løb eller noget andet der driver en. Ja, du har det slemt lige nu, læs lige dine indlæg fra GUCR og tro så på at det går over!! For du kan!! Og du gør det selvfølgelig!! Igen og igen!!
En middelmådig ultraløber.... ja så. Det må vist være i sammenligning med de store internationale stjerner. Hvem var det lige der tog GUCR som første danske kvinde og gennemførte hvad andre måtte opgive? Hvem er det der er så sej og aldrig aldrig giver op med mindre det er sundheden der er på spil?
Resultatet er vigtigst for en selv, men derfor vil alle vel helst være den bedste - sådan inderst inde. Det er da meget menneskeligt og derfor har du præstationsangst. Som giver dig kræfterne til at komme igennem de næste ugers dæmoner. Vi skal nok underholde dig på vejen!
Kh Kirsten
Kære Karina og Kirsten
SvarSletTusind tak for de opmuntrende ord :-)