lørdag den 19. december 2009

På veje og vildveje

Det har været en fantastisk flot dag: sne, sol, blå himmel og -4 gr. Hvis man er bare det mindste angrebet af løbe-bacillen, man løbe på dage som disse. Ovenpå de fejlslagne klimaforhandlinger trængte jeg til en tur, hvor luften stadig er ren og klar: langs Furesøens bredder. Bare en ud/hjem-tur på 10-12 km, men sådan skulle det ikke gå. Hent kaffen, for dette bliver en længere beretning om glæde, frygt og taknemmelighed... Jeg vågnede op til en sms fra Jesper. Han løber nu ind i Swaziland, hvor han skal holde juleferie fra d.21.-25.dec. Vi skal derfor have aftalt tidspunktet for vores virtuelle juleløbetur. Traditioner skal jo ikke brydes bare fordi den ene part får den tossede idé at løbe jorden rundt :-D Efter en kop kaffe og en bolle trådte jeg ud af døren i det skønne vejr og satte kursen mod Furesøen. I begyndelsen havde jeg tunge ben lige som i går. Blev lidt trist ved tanken om at min forkølelse havde sat mig så meget tilbage, men heldigvis løsnede de op i løbet af et par km. Jeg nød det flotte sceneri langs vandet. Løb uden lyst til at stoppe. Følte mig som nyåbnet champagne: boblende, berusende og en fornemmelse af luksus. Normalt løber jeg altid rundt om Furesøen mod uret, men da jeg jo ikke havde nogen intention om at løbe de 20 km rundt, valgte jeg at løbe den modsatte vej. Det har altid undret mig, at bare fordi man vender ruten, bliver den helt anderledes og nærmest ukendelig. En rute, man har løbet masser af gange! De første 5 km gik det fint, men så slog min nærmest legendariske 'ingen stedsans' til for 1.gang. Jeg blev i tvivl om vejen. Løb lidt frem og tilbage, og jeg fik naturligvis valgt den forkerte. Belønningen var imidlertid en tur helt nede ved vandet, og så længe der var fodspor i sneen, kunne det jo ikke gå helt galt. Jeg endte et sted, hvor jeg aldrig har været før: 'Kaningården' - hmmm. Kom ud på en vej, der hed 'Furesøvej', og så kan det jo ikke være helt galt! Jeg havde stadig ingen idé om, hvor jeg var, men så længe søen var på højre hånd, måtte jeg jo være på rette vej. Jeg fandt lidt trøst i, at selv om jeg løb for langt, så er ultraløberens store force, at man altid er i form til at lunte en marathon igennem. Hvad man ikke bilde sig selv ind, når man er lidt i knibe ;-) På mystisk vis kom jeg pludselig ud et sted, hvor jeg var kendt. Jeg stod lidt og diskuterede med mig selv om jeg skulle vende om eller forsætte rundt. Resten af turen er ganske flot. Bare jeg var vendt rundt... Men jeg forsatte. Nu gik det jo meget godt. Kendte vejen og benene var stadig gode. Så kom jeg til Nørreskoven! Allerede i begyndelse løb jeg forkert og endte ved en privatbolig. Tilbage igen og ind på den rigtige vej. De 5 km i Nørreskoven er temmeligt kuperet og kaldes i folkemunde for vaskebrættet. MBT-folket cykler her meget. Der er jo det med skove, at der altid er flere valgmuligheder af stier, og af en eller anden grund valgte jeg alle de forkerte i dag! I stedet for at løbe på de sædvanlige veje kom jeg til at løbe helt nede ved vandet, og flere steder var det med stor risiko for at falde i vandet. Smalle passager og glat underlag. Dårligt fodfæste. Men også det smukkeste sceneri med istapper på træernes rødder. Blandt andet fandt jeg julemandens støvle af glas - eller er det et andet eventyr?

På et tidspunkt syntes jeg, at nu blev det for farligt at løbe/gå så tæt på vandet, så jeg bestemte mig for at prøve at komme op på stien, hvor jeg burde havde løbet. Jeg begyndte at klatre op, mens jeg prøvede ikke at tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg gled ned. Et par meter fra toppen blev det imidlertid for stejlt til at jeg kunne komme op. Der var intet at gribe fast i, og nu kunne jeg ikke længere ignorere faren. Der kom ikke mange mennesker forbi, så hvis jeg gled og kom til skade, var det ikke til at vide, hvornår jeg blev fundet. Overvejede kortvarigt at ringe 112 og bede Falck sende deres pæneste mænd ud og redde mig :-)

I stedet for valgte jeg at glide ned af skrænten igen. Det var umuligt at gå, så jeg måtte tage turen på bagdelen. Ikke så gennemtænkt, for den var ved at fryse af på resten af turen, fordi mine tights jo blev gennemblødte! Det ironiske er, at da jeg kom 50 meter længere frem, var det muligt at komme forsigtigt(!) op af skrænten.

Efter den oplevelse synes jeg, at de sidste 3 km i skoven var uden ende, men endelig dukkede den asfalterede vej ved Furesøbad op. På det tidspunkt havde jeg bestemt mig for at løbe på alm. vej resten af turen, og ikke 10 vilde heste eller løftet om en plade Ritter Sport kunne lokke mig på en kortere, men mindre farbar, vej hjem. Jeg skulle ikke på flere vildveje i dag!

21,7 km. Taknemmelig for at det gik godt trods mine uigennemtænkte valg.

God træning - og "hey, let´s be careful out there"

1 kommentar:

  1. Sikke en beretning. Godt du ikke gled...
    Jeg kender godt det med at stederne ser helt anderledes ud når man løber modsat af hvad man plejer. Og det kan irriterer mig voldsomt, når jeg heller ikke kan finde vej. Men i det mindste opdager man da nye steder og stier....

    Man kan godt grine lidt af hvad man kan få sig rodet ud i - især når man er hjemme i sikkerhed igen.

    Fedt at du er ved at være ovenpå igen, og kan komme i gang med træningen.

    Glæder mig til at høre om din virtuelle tur med Jesper!

    kh Karina

    SvarSlet