Kl. 07.00: Søren stoppede kl. 05.30, da han var meget svimmel og havde det skidt. Han nåede 150 km uden at have fået stive ben endnu, men det var ikke forsvarligt at forsætte.
Kl. 21.10: Søren er nået ud på 95,3 km kl. 21.08. Han er ved at være lidt mærket, men han er ved godt mod. Han ligger pt. nr. 5, og flere af dem lige efter ham er noget mærket. Men der er lang vej endnu, og det er ved at være koldt, og snart er det også mørkt. Det er dér, man kan mærke forskellen!
Kl. 18.30: Søren har rundet 66,73 km efter 6t.15min. De er 5 løbere på omgangshøjde, og én der ligger helt i front.Søren ser godt ud, men det er jo først nu, løbet begynder, og mange ser meget slidte ud. Ingen tvivl om at den lille stigning over 460 meter begynder at gøre ondt nu. Jeg prøver at holde ham nede i fart og få ham til at drikke nok, men det er ikke så nemt. Han er sgu stædig ;-)
KL. 12.40: Så er løbet startet. Det er en lidt hård rute, svarer nok til den i Viborg 24t. Efter højdekurven skulle det stige 7 meter over 100, men jeg (Carsten) har lige gået ruten igennem, og den stiger stille og roligt over 500 meter, men de 7 meter holder vist ikke. Ruten er 1589 meter, så den skal nok trække tænder ud.
Det er imponerende det i laver, altid spændende at følge med og tænke på den vilje der må ligge bag jeres præstationer. Jeg tror jeg nøjes med halv marathon i ny og næ :-)
SvarSletHej Nikolaj og May-Britt. Jeg kan love dig for Nikolaj, at de fleste når at fortryde flere gange under sådan et løb at de ikke kun tog den ½ marathon sammen med dig. Ultraløbere er også kun mennesker:-) det var mit første rigtige 24 timersløb og de problemer jeg fik om morgenen havde mere erfarne løbere sikkert tacklet meget anderledes, hvorefter de så kunne fortsætte. Jeg kom MEGET nemmere gennem natten end jeg havde forestillet mig og holdt nemt min plan, indtil jeg blev svimmel og utilpas og valgte at stoppe efter 40-50 minutter på den måde. Et klogt valg, i mine øjne, jeg havde svært ved at se ansigter tydeligt og brugte efterfølgende 40 minutter på et toilet besøg og et bad, godt hjulpet af min hjælper Carsten Eriksen, han holdt øje med mig, jeg var ved at besvime ved den mindste anstrengelse i omklædningsrummet. Man evaluerer naturligvis efterfølgende sådan et løb i hovedet 1000 gange, men jeg fortryder ikke jeg stoppede. Jeg havde lovet mig selv og min familie at dette blev mit sidste lange løb over 6 timers distancen, den beslutning er der vist ikke ændret på:-) Det sidste års tid har lysten til træningen til ultra været nedafgående, syntes at det fylder for meget i hverdagen, men min kærlighed til ultraløb vil jeg altid have, at udfordre sig selv på lange distancer og ultramiljøet er noget helt specielt, begge dele er svært at give afkald på.
SvarSletHej Søren
SletDet er dejligt, at du selv vil kommentere indlægget :-)
Jeg har altid sagt, at der er kun én, der kan sige, om man stoppede på det rigtige tidspunkt, og det er dig selv! Inderst inde ved man godt, om man traf den 'rigtige' beslutning, og det føler du, at du har, derfor ER det den rigtige beslutning.
Jeg har lige et par kommentarer: at det tager 40 min. at gå på toilettet + i bad efter et langt ultraløb er ikke usædvanligt. Det er lige før, at jeg skriver, det er forholdsvis hurtigt ;-)
Mht. svimmelheden efter du er stoppet, så er det heller ikke usædvanligt. Jeg har oplevet løbere, der besvimede efter løbets afslutning, og jeg har selv været utilpas efterfølgende. Det føles som om blodet ryger væk fra hovedet og ned i benene, og vupti - så ligger man der, hvis man ikke reagerer på det.
Det kræver mange flere timers uglt. træning end marathon og 6 timers løb, som kan løbes på god marathontræning, så jeg forstår dit valg. Nu har du gjort forsøget og kan sige 'Been there - done that'.
Vi ses i Grenaa :-)