Gør som jeg siger, ikke som jeg gør!

Det så ikke for godt ud mht. 6 timers løbet i går. I løbet af torsdagen begyndte jeg at få ondt i halsen, og fredagen var præget af let feber, ondt i halsen og træthed. I kombination med en fodskade ville de fleste normale mennesker sikkert være blevet hjemme fra 24RUN, og det ville jeg til enhver tid anbefale andre at gøre, men mig selv?? No Sir! Jeg tog naturligvis ud til løbspladsen og hentede mit startnr. i går aftes. Jeg havde nemlig en lille mistanke om, at mit halsonde var et 'stress-onde', hvis der er noget, der hedder sådan, udløst af polimikken omkring undersøgelse af foden, og ganske rigtigt - lørdag morgen var jeg feberfri og kun lidt ondt i halsen. Det klarede en Strepsils, og jeg mærkede intet til halsen under løbet.

For selvfølgelig stillede jeg til start! Løbet foregår på min hjemmebane, ca. 4 km fra min bopæl, så der skulle mere til at få mig til at blive væk, især fordi jeg jo skulle indfri mit løfte om at løbe i FCN-trøjen. Jeg var dog realistisk nok til at vide, at jeg ikke ville løbe alle 6 timer. Udgangspunktet blev 2-4 omgange á 2,550 km, altså 5-10 km, og hele tiden være opmærksom på kroppens (læs: fodens) signaler. Smerter ville betyde øjeblikkeligt stop!

Stemningen til 24RUN er altid god, og inden løbet startede, fik jeg hilst på flere løbere. Rutens underlag var ideelt for en skadet løber. Gårsdagens massive regn havde sørget for en blød og lækker skovbund, og det føltes vidunderligt at løbe igen. Så vidunderligt at jeg havde svært ved at stoppe igen! Den ene omgang tog den anden, men på 8. omgang var jeg klar over, at nu løb jeg på lånt tid. Ikke at jeg havde ondt, men jeg havde løbet meget længere end planlagt, og jeg vidste af erfaring, at smerterne har det med at komme efterfølgende, når fodens muskler bliver kolde. Det tog stadig 2 omgange at få overbevist mig selv om, at det ville være idioti at forsætte. Jeg har en undersøgelse, der venter, og at løbe længere end 25 km ville være vanvittigt. Efter passagen af 10. omgange og dermed 25,5 km fik jeg endelig lagt mit startnr. og afleveret min chip. Lidt trist ved tanken, trods al sund fornuft, listede jeg stille af og overlod kamppladsen til en masse glade løbere. Bare det var mig...

Jeg fik løbet i FCN-trøjen, og lad mig begynde med at konstatere, at jeg nu ved, hvorfor spillerne har en svedundertrøje under. Sådan en 100% polyester-sag er altså noget andet end det bløde løbetøj, der er tilsat spandex. Men missionen blev fuldført, for der var da en enkelt løber eller to, der bemærkede trøjen :-)