The Six SNIKs |
3.-5. pladsen lå på omgangshøjde med 81,375 km, men da vores hold var hurtigst i mål efter de 6 timers udløb, får vi 3. pladsen med 1 min. 33 sek. foran nr. 4. Sølle 3 min 11 sek. skiller de 3 pladser!
Vi lå hele løbet og kæmpede med holdene fra SAS Institute (ikke flyselskabet), og det meste af løbet lå vi på 4. eller 5. pladsen. Det betød selvfølgelig, at vi tænkte taktisk, da løbet nærmede sig sin slutning.
Der var gået rod i tidstagningen efter 2 timer pga. et batterinedbrud, og de efterfølgende timer knoklede tidtageren for at få genetableret resultaterne på baggrund af backup, men det lykkedes desværre ikke helt, og vi fik derfor ikke lov at komme på podiet :-(
Jeg opdagede, som skrevet i går, fejlen, da jeg kom hjem, og arr. har godkendt indsigelsen og givet os 3. pladsen. Jeg ærgrer mig ikke over præmien, som bliver eftersendt, men over, at der nu - for tid og evighed - ikke findes et foto af SNIKs 1. stafethold i en ultrakonkurrence på podiet.
Lidt om vores løb: vi løb i den uddelte startnr.orden, dvs. 1. løber først, men man var velkommen til at løbe præcis, som man havde lyst til, og det benyttede vi os af til allersidst. Det viste sig nemlig, at vi havde et gyldent trumfkort uden at vide det. De 5 første løbere kom ind på omgangstider (2625 meter pr. omgang) mellem 11.30-14.00 min., mens vores 6. løber, Troels, tog os alle på sengen ved at løbe under 10 min! Troels var holdets Benjamin med sine 33 år, og nok vidste vi, at han var hurtig, men alligevel..
Da han havde løbet samme hurtige tid for 3. gang, gik vi ham lidt på klingen, og sandelig om det ikke viste sig, at Troels i sine juniorår i midten af 90´erne havde været dansk mester på 800 og 1500 meter og været med i Team Danmark. Det bliver man altså ikke uden at være temmelig meget bedre end gennemsnitsmotionisten! Så da vi kunne se, at vi ikke alle kunne nå en 5. tur, byttede vi efter fælles aftale rundt, så vi var sikre på, at Troels i hvert fald var en af løberne. Jeg kan betro jer, at på det tidspunkt var Troels godt stegt. For ham er alle løb over 10 km et ultraløb, og i går løb han 13 km sammenlagt i høj fart. Men taktikken lykkedes, og sommetider må man jo lide for holdet ;-)
Når vi hvilede mellem turene, foregik det under en baldakin, så vi kunne sidde i skyggen på en varm og solrig dag. Vi havde alle medbragt noget at spise og drikke, så der kunne tankes op før næste tur.
Løbet blev en stor succes, og de første deltagere i næste års stafet har allerede meldt sig. Jeg tror, at ultra-stafet er kommet for at blive i SNIK, præcis som jeg håbede. Stafetløb kan give en særlig følelse af sammenhold i en klub, fordi man løber for et fælles resultat, ikke et personligt, selv om alle selvfølgelig gik højt op i egne omgangstider. F.eks. fik Ilse presset sig selv til km-tider, hun ikke havde løbet tidl. Super flot på den kuperede rute, og det viser lidt om, hvor meget man giver sig, når det er holdets resultat, der står på spil, og ikke bare et personligt, hvor det ikke 'går ud over' nogle, hvis man går ned.
Holdets individuelle omgangstider kan ses her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar