mandag den 13. juni 2011

Arbejdsro

Nu vil jeg have arbejdsro! Efter 9 konkurrencer på 11 uger med alt fra 5 km til marathon er det tid til at hellige sig træningen. Selv om det ikke har været løb, hvor jeg er gået efter en god tid, har det alligevel betydet, at jeg har indrettet min træning efter at skulle løbe en vis distance på en fastsat dag. Nu skal der være tid og plads til at løbe, som det passer mig og min krop. Der er kun 10½ uger til løbet i Skövde, og det er tid til at trappe træningen op uden forstyrrende elementer.

I dag har jeg løbet rundt om Furesøen. Det er min favorittur, når der skal løbes halvlangt. Morsomt nok får jeg stadig henvendelser på den beskrivelse, jeg lavede af turen for over 1 år siden. Trods 40-50 udsendte beskrivelser har jeg ikke fået en eneste tilbagemelding, om den er præcis nok. Det kan betyde 2 ting: der er ikke noget at rette på, eller der løber 40-50 mennesker rundt omkring Furesøen og kan ikke finde hjem!

Irriterende nok glemte jeg igen at tage pulsmåleren på. Nu har jeg hængt en neongrøn seddel op på min hoveddør, så jeg bliver mindet om at tage den på, inden jeg løber afsted.

Jeg skal også vænne mig til at lade mit ur op oftere. Man synker en ekstra gang, når uret melder 'lavt batteri' efter 1t. 20 min.s løb, og man er på langfart! Men så fik jeg testet, hvor lang tid jeg har fra første melding, til uret løber tom. 2. advarsel kom 40 min. senere. 3. advarsel (så ved godt, den er helt gal) 15 min. efter nr. 2. Så kom der ikke flere advarsler, men jeg nåede lige hjem, 20 min. senere, og så døde uret helt. Dvs. jeg har ca. 1 t. 15 min. fra 1. advarsel, og det er faktisk rart at vide.

Vibrationsalarmen er super! Når man løber med musik, kan man ikke høre det bip, der markerer en km-tid, men dette ur (og 310xt) sender en vibration, når der er ny mellemtid.

En sidste ting fra 24RUN: Janne Grønhøj, der vandt dameklassen, skal lige nævnes. Janne løber nomalt ikke løb over 10 km, og hendes længste træningstur før løbet i Holte var på 21 km. Den løb hun 1 uge før. Hun træner ikke specielt meget om ugen, og det er heller ikke specielt hurtigt. Men mentalt må hun være sej og stædig som bare pokker, for 165 km er en flot ultra-debut. Nu havde hun klogt nok taget kæresten med som hjælper, for han er en af landets allerbedste ultraløbere Lars Skytte Christoffersen (der er en af favoritterne ved næste weekends DM), men hun skal trods alt selv løbe kilometerne hjem. Hvad kan det ikke blive til med en mere målrettet træning??

Her ses Lars og Janne inde på stadion

1 kommentar:

  1. Hej May-Britt...

    Du lovede også at sende mig ruten da vi tog til Cph..

    Nu jeg lige læser det du skriver.. såååå kunne jeg godt bruge den :-)

    Du kan evt smide på FB

    Løbehilsen Tim

    SvarSlet