fredag den 10. juni 2011
Den første tur med 610
Jeg anser mig selv som et intelligent menneske, og det irriterer mig i den grad, at jeg går i sort så snart, jeg ser en manual. Og hvad følger med indpakningen med 610-uret? En lynstartsvejledning i papirudgave og den uddybende brugervejledning på cd. Great! Det betød én ting: jeg skulle printe 50 sider ud, for der er kun én ting, der er værre end en papirvejledning, og det er en cd-vejledning, hvor man skal kører frem og tilbage mellem siderne. Hellere 50 sider, jeg kan sprede ud over det hele og mixe efter behov.
Af samme årsag holder jeg stædigt fast ved min gamle Nokia med alm. tastatur uden netforbindelse. Jeg får helt sved på panden ved tanke om at skulle sætte mig ind i en smartphone! Jeg lærer bedst ved at se tingene demonstreret. Sådan er det bare...
Men på magisk vis fik jeg faktisk sat uret op i går aftes, og sandelig om det ikke virkede i dag på løbeturen efter arbejde - helt uden at kigge i den trykte manual først ;-)
Nå ja, jeg glemte at tage pulsbæltet på, fordi jeg ikke er vant til at løbe med det, men det er jo bare alm. glemsomhed.
Første indtryk:
- Jeg havde været lidt nervøst for tryk på min håndledsknogle som med 205, men det er intet problem.
- Vibrationsalarmen er jeg allerede blevet rigtig glad for (findes også i 310xt).
- Det er nemt at skifte side under løb. Bare et hurtigt strøg hen over uret.
- Jeg har i første omgang sat uret op med 3 features pr. side, og jeg har intet problem med at se alle datafelter. Det midterste felt er lidt større end de 2 andre, så her sætter man den vigtigste feature op. Nogle gange vil det være tiden, andre gange distancen.
- Det er let at skifte datafelterne ud, men jeg har brugt noget tid på at finde ud af, hvad udbuddet var af features, fordi mulighederne er delt op over 3 sider i cd-manualen. Nu skal jeg have studeret papirudgaven, så jeg bruger de 4 sider, der er mulighed for at sætte op, bedst muligt. F.eks. får puls sin egen side, fordi det er så nemt at bladre mellem siderne. Eneste ulempe, jeg har opdaget, er, at man kun kan bladre fremad mellem siderne, altså ikke vende tilbage til foregående side, men man skal igennem 3 sider først.
Fordi jeg glemte pulsbæltet får jeg ikke nogen værdi i Training Effect, som jeg glæder mig til at bruge. Det kommer i til at høre meget mere om senere.
Hvis der er læsere, der har lyst til at se uret, så find mig på 24RUN i morgen mellem kl. 10-16 eller søndag formiddag.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar