Pain is inevitable - suffering is optional

Kirsten har spurgt, om jeg vil skrive lidt om kriser under langdistanceløb, og hvordan jeg takler dem. Kriser er en individuel ting. Vi oplever forskellige former for kriser, og vi takler dem meget forskelligt. Det, der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for andre løbere. Det flg. er udelukkende baseret på mine erfaringer og personlige holdninger, og mange vil sikkert have et andet syn på kriser end mig. De er meget velkomne til at skrive en kommentar, så der kommer flere synsvikler på dette spændende emne. Der er sagt og skrevet meget om kriser, men bortset fra et par enkelte gode råd, som jeg har haft med i baghovedet, er det hele dyrtkøbte erfaringer under selve løbet. Man siger, at langdistanceløb, og ultraløb i særdeleshed, er et spørgmål om mental styrke. Hvor meget det betyder sat op imod selve udholdenhedstræningen er svært at sige. Nogle siger 10:90 - andre 20:80. Jeg siger 30:70, for uden meget træning går det ikke, hvis du vil løbe langt. Men der er ingen tvivl om, at jo længere vi kommer ud, jo mere betyder den mentale styrke. Hvilke forberedelser kan man gøre for at imødegå kriserne? Brug tid under træningen på at tænke igennem, hvad du vil gøre, når kriserne kommer - og de kommer! Sørg for at have fået trænet tilstrækkeligt til løbet, så du ihvertfald ved, at det ikke skyldes manglende km i benene. Det giver ro at vide, man har gjort sit 'hjemmearbejde'. Personligt møder jeg 2 slags kriser på 24 timers løb: 1. Hvad i alverden laver jeg her??? 2. Jeg er træt træt træt Nr. 2 er underligt nok den letteste at takle! Før løbet starter har jeg vedtaget med mig selv, at med mindre jeg bliver skadet, så er det ikke en mulighed at trække sig ud af løbet for at sove! Jeg har simpelthen ikke min sovepose med til 24 timers løb!! 24 timers løb sætter både kroppen og hovedet voldsomt under pres. Jeg plejer at sige, at et 24 timers løb begynder efter 14 timer. De første 14 timer er bare opvarmning. Man har trænet godt, snakken går blandt løberne, og det er lyst. Efter 14 timer begynder det sjove at gå af projektet, og det er her, fårene skilles fra bukkene. Når kroppen er slidt og vil sove. Når man har svært ved at indtage ny energi. Når man ser de andre løbere stoppe løbet og krybe ned i soveposen. Det er her, du for alvor mærker, at du er ultraløber ;-) Kan du ikke løbe, så gå! Hver en km tæller. Til VM i Bergamo 2009 brød min ankelskade op efter 3-4 timer. Derefter måtte jeg skiftevis gå og løbe, og efter 14 timer var det helt slut med at løbe. Men jeg kunne gå uden smerter, så jeg gik og gik. Flere gange var jeg ved at falde i søvn. På et tidspunkt spurgte en official, om jeg var OK, fordi jeg slingrede. Jeg var OK, men vanvittigt træt. Men jeg gik, og da løbet var slut, stod km.tælleren på 172 km. Jeg er overbevist om, at hvis min ankel havde været 100% i orden, var jeg kommet over 200 km den dag, men sådan er ultraløb. Alt kan ske undervejs. Men jeg ved inderst inde, at jeg kan, så selv om VM ikke gav et godt resultat, så er det stadig et af mine mest succesfulde løb, rent mentalt. Krisen med spørgsmålet om, hvorfor i alverden man bruger tid på at race rundt på en 1-2 km rundstrækning 24 timer i træk uden søvn, er straks vanskeligere! Her har jeg ingen gode råd, for vi har alle vores grunde, og du må finde den, der virker for dig. For halv- og helmarathondebutanterne skal der også være et godt råd. Mange får krise omkring helholdsvis 15-16 km og 30-35 km. Man synes, man har løbet langt. For de fleste er de nået så langt ud, som de har været på deres længste træningstur før debutløbet. I stedet for at fokusere på hvor langt, du nu har løbet, så vend tankegangen og tænk, at du kun har 5-6 km / 7-12 km tilbage. Det svarer til en af dine korte træningsture, og det er bare det, du mangler, før du er i mål. Det lyder banalt, men det virker :-) NIKE har udtrykt min holdning meget præcist: 'You can throw in the towel or use it to wipe the sweat of your face' .