søndag den 18. november 2012

Frederiksberg Marathon

Så fik jeg igen løbet marathon, og det kan blive af stor mental betydning, når det går løs på Bislett om 13 dage. Folk, der har løbet med mig, ved, at jeg plejer at sige, at jeg elsker at være i så god form, at jeg med dags varsel kan løbe marathon - og det kan jeg åbenbart også i mindre god form :-D

Jeg var godt nok meget lidt glad, da uret ringede kl. 06.45. Mælken var blevet sur, så havregrynene måtte erstattes af rugbrød, og kaffen havde ikke noget at virke på maven, så det begyndte ikke vildt godt. På vej til toget tænkte jeg pludselig, hvorfor jeg ikke havde kontakte Anne, så vi kunne løbe 10 km i Allerød Kondiløbsserie, der begyndte i dag. Men jeg kom med toget, kunne ikke finde bussens holdeplads ved Vesterport og blev sendt i den rigtige retning ved at spørge i en 7-11 og måtte bruge GPS for at finde vej de sidste 300 meter til fods. Åhh jo, det begyndte godt :-/

Men alt dette blev glemt i samme øjeblik, jeg sagde godmorgen til de øvrige løbere! Det var skønt at mærke, at jeg ikke var blevet glemt trods mit store fravær de sidste 1½-2 år. Der var en del kendte ansigter, og selvfølgelig også en del nye - altså nye for mig - for de var vist ret erfarne marathonløbere. Vi fik sat tøj og tasker, der kan blive låst inde, mens man løber. Carsten, der er arr., fortalte om ruten, og så løb vi afsted.

Ruten starter på Kammasvej på Frederiksberg (fællesdepot med saft, sodavand, cacao, slik og banan) går gennem bryggeriet Carlsberg, videre gennem J.C. Jacobsens Have, Vestre Kirkegård og tilbage til depotet. Ruten skulle gennemløbes 6½ gange, og hvis man tror, at den er flad (det gjorde jeg!), så tager man fejl. Især bakken fra Elefantporten op ad Valby Langgade trækker søm ud på 5., 6. og 7. omgang. Turen rundt på Vestre Kirkegård er meget fredfyldt, når man løber alene på de brede veje. Og jeg kom til at løbe ca. halvdelen alene, og den anden halvdel i selskab med skiftende løbere. Så det var en dejlig blanding af snak og tid alene, netop som jeg holder allermest af at løbe. Tid til at høre nyt fra de andre og ro til at lytte til mig selv.

Desværre løb jeg forkert på både 1. og 2. omgang pga. dårlig opmærkning, men det snakkede jeg med Carsten om undervejs, så jeg vil tro, at det er rettet til næste gang. Det handler kun om 2 pile, der bør suppleres med, når der er nye løbere med, der ikke kender den til tider lidt snørklede rute. Men ellers har jeg ikke en finger at sætte på løbet! Der var rigeligt med varer i depotet, en dejlig rute hvor en stor del er ud/hjem så man kan hilse på de andre løbere undervejs, og selvfølgelig den kendte afslappede atmosfære, der kendetegner cannonball-løbene, hvor nogle løber hurtigt og andre løber knapt så hurtigt, og der er plads og smil til alle.

Min tid blev 4.06.25, hvilket jeg er meget tilfreds med. Det eneste, der bekymrer mig en anelse, er en nerve, der "bider" i højre balle. Alt, hvad der stammer fra lænd og stråler ud i højre side, gør mig opmærksom, men jeg krydser fingre for, at det bare er pga. manglende træning.

It ain´t over till the fat lady sings - og jeg har ikke åbnet munden til første strofe endnu ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar