Men størst af alt er kærligheden

Det har været en kølig dag med en del blæst, så jeg småfrøs på dagens 25 km rundt om Furesøen. Til gengæld lykkedes det denne gang at komme rundt uden at snuble over trærødder eller løbe forkert ;-)

Undervejs tænkte jeg meget over det svar, jeg gav Christian på hans kommentar i går. Hvorfor jeg vælger at stille op i en del løb; nemlig for at øve indtag af energi, konkurrencementalitet samt socialt samvær med ligesindede. Det vil jeg gerne uddybe, fordi det handler om den psykologiske indgangsvinkel til mit løb.

Øve indtag af energi:
Som mange ved er min 'løberopdragelse' varetaget af Jesper Olsen , og mange af de ting, han lærte mig i min spæde start som langdistanceløber, bruger jeg stadig. Et af rådene var at lære at klare mig selv under ultraløb uden at være afhængig af assistance fra andre. At tro på at jeg sagtens kan lave et godt resultat uden, at der er hjælpere på sidelinien. Jeg fik lov at lære det på den hårde måde! Da jeg skulle løbe 24 timers løbet, der samtidigt var DM, på Bornholm i 2008 fik jeg først hjælp langt henne i løbet, og den var ikke overvældende. Jeg havde kun løbet et 24 timers løb tidl., nemlig i Viborg i august 2007, men her stoppede jeg efter 100 km, fordi jeg allerede havde problemer med ryggen, der senere viste sig at være en diskusprolaps. Jeg gik 20 km om formiddagen sammen med Jan Sørensen fra Sæby, så jeg er noteret for 120 km, men reelt løb jeg kun 100 km.

Jeg var temmelig sur på Jesper, det indrømmer jeg gerne. Han havde lavet træningsplan for mig op til løbet, og så svigtede han mig, når det gjaldt! Han var på sidelinien, men det var for at hjælpe 2 løbere, der skulle løbe 48 timer. Det var først, da vi nåede morgenstunden, og han kunne se, at det måske nok kunne blive til et ordentligt resultat, at han begyndte at komme med lidt gode råd og opdaterede resultater. Jeg var vild efter at vide, om / hvornår jeg passerede de magiske 180 km, der gav adgang til landsholdet. Det gjorde jeg, og jeg gjorde det alene!

At klare det alene indebærer, at der ikke serveres særforplejning af en medbragt hjælper, men at man bruger de ting, arr. har valgt at sætte i depotet. Ingen servering af særlig energiblanding, havresuppe eller hvad man nu har lyst til. Sædvanligvis er ultra-depoterne meget velforsynede, så hvis man har lært, at det er ligegyldigt, hvilket mærke energidrikken er (der er såmænd ikke den store forskel på dem),  så skal man nok få den energi, man har brug for. Så det øver jeg mig i hver gang, jeg deltager i en konkurrence. Det er da fedt, hvis der står folk på sidelinien og hepper og servicere, men for mig er det ikke en nødvendighed, og det ved jeg, fordi jeg har øvet det mange gange.

Konkurrencementalitet:
Jesper lærte mig også, at man skal løbe sit eget løb. Stole på at man ved, hvad man kan præstere og så løbe sit løb efter det. Han sagde til mig, at jeg bare skulle lade folk løbe, når starten gik på et marathon. Mange af dem ville komme tilbage til mig omkring 30-35 km, fordi de ville gå ned, og det holder ofte stik. Jeg tager mange placeringer sidst i et større marathon, fordi jeg løber et stabilt tempo hele vejen igennem. De, der kan holde det høje tempo, ville jeg alligevel ikke have kunnet stille noget op mod! Så hver gang, jeg stiller til start i korte eller lange løb, øver jeg mig i at løbe mit eget løb og ignorerer, at folk løber fra mig. Det er en træningssag at lade være med at blive påvirket af andres hurtige udlæg, og det kan man faktisk kun øve i konkurrence.

Det sociale samvær:
Men det bærende element er kærligheden til at løbe og det sociale netværk, der opstår blandt folk, der deltager i mange løb. Jeg har mødt mange dejlige mennesker i min tid som løber, og den hjælpsomhed, jeg ofte møder, gør mig glad over at tilhøre løberfolket. Det er ikke altid lige nemt at være uden bil, så man skal med DSB til diverse konkurrencer. Det kan betyde, at man skal op, før en vis mand får sko på! Men når jeg løber i Jylland, er der ofte en løber, der åbner sit hjem og tilbyder overnatning. Det giver samtidigt en mulighed for at lære folk nærmere at kende; især hvis det er dem, man kun ser ryggen af under selve løbet. Når jeg skal løbe i Horsens, har Lars Mose og hans familie tilbudt kost og logi, og tro mig - selv om man ikke kender hinanden på forhånd, så er det ikke noget problem at finde noget at tale om. Løbere kan tale i timevis om én ting, men det ved I sikkert alt om ;-)