lørdag den 12. marts 2011

Det bliver nok 48 timer

Jeg har brugt lidt tid på at undersøge priser på håndvægte. Det er ikke helt billigt, og slet ikke når man skal bruge flere forskellige vægte. Men nu er det lykkedes at få 3 slags: 1½, 3 og 5 kg for kun 395 kr. inkl. levering hos en GLS-pakkeshop i Birkerød. De er ikke af samme mærke, men det er jo ligegyldigt. Det vigtigste er vægten. Jeg fandt dem på Loebeshop.dk

Hvad sker der på Dourun ?
Jeg har brugt vores største løberforum med stor glæde, siden jeg begyndte at løbe. Først stillede jeg selv et hav af spørgsmål, som folk var venlige at svare på, og nu prøver jeg at betale tilbage ved at svare, når andre spørger om noget. Men tonen er blevet meget skrap gennem det sidste års tid. Hvis man ikke er af samme mening som andre, bliver man talt ned til. Hængt ud i grimme gloser.

Sidste eksempel er, at man absolut skal hilse på andre løbere, for ellers er man asocial og egoistisk. Det er vel for pokker folks egen sag, om de vil hilse, og der kan jo være mange gode grunde til, at de ikke gør det! Hvis jeg er ked af det eller har mange ting at tænke på, er jeg ikke overskudsagtig og hilser til højre og venstre. Så vil jeg helst løbe ubemærket og bare være i fred med mine tanker. Det betyder vel ikke, at jeg skal løbe langt inde i skoven for at undgå at møde andre løbere?

Jeg bliver oftere og oftere ophidset over den måde, folk svarer hinanden på. Det gider jeg ikke mere, så nu bliver jeg ex-bruger af forummet. Efter 6 år som bruger får jeg garanteret abstinenser. Der er jo nærmest tale om et afhængighedsforhold, så vi er ude i noget med en kold tyrker :-/

Nå, det er ultraløb, det handler om..
Der er flere 48 timers løb i juli/august måned, og jeg kan mærke, at det nok er den distance, der tænder mig mest. Jeg er meget ambivalent omkring 6 dages løb, fordi jeg stadig har hofter, der skriger af smerter og fødder, der nærmest var i torturoffertilstand efter løbet, i frisk erindring! Köln, Kladno, Lingfield, Kaustinen og Skövde er muligheder. Jeg vil holde lidt øje medstartlisterne, for det vil jo være rart, hvis der er andre fra Skandinavien til start.

9 kommentarer:

  1. Du skulle prøve en løbetur heroppe - finnerne er så lukkede at selv om du møder nogen efter timers ensomt løb virkelig langt ude i ødemarken, så hilser de ikke. De bliver faktisk nærmest forskrækkede hvis man siger "hej", og bryder sig ikke om den form for kontakt. Og naturligvis slet slet ikke hvis det er i beboede områder. Selvfølgelig kan man ikke hilse på alle når man møder mange løbere / gående, det føles heller ikke naturligt. Jeg føler dog at hvis man mødes helt langt ude i skoven så er det naturligt bare lige at smile eller sige hej - hvis man altså er i humør til det. Tvang? Aldrig!
    Som jeg svarede dig en gang på Fb - så har jeg aldrig følt mig velkommen på Dourun, så jeg forstår dig godt. Men ærgerligt at det skal være sådan.

    SvarSlet
  2. Uha, lad os ikke håbe, at der er finske løbere, der læser denne blog ;-)

    SvarSlet
  3. Hey May-Britt!

    Jeg er desværre enig med dig mht. din kritik af Dourun! Men samtidig håber jeg, at du stadig indimellem vil berige os mindre erfarne løbere med råd - jeg har ihvertfald været utrolig glad for de råd jeg bl.a. har fået af dig inde på sitet :)

    Mvh.
    Maia.

    SvarSlet
  4. Hej May-Britt,

    jeg er helt enig med dig - tonen på Dourun er blevet hård og nærmest moraliserende. Det burde være forum admin, der regulerede sådan noget bedre.
    Tonen på eks. Loebesiden er helt anderledes positiv..

    Synd at det skal være sådan på Dourun - forstår dig fuldt ud:-)

    God weekend.

    Vh

    Christian

    SvarSlet
  5. @ Maia: Jeg er glad for at høre, du har kunnet bruge mine råd :-)
    Du er altid velkommen til at stille spørgsmål via bloggen; brug evt. mailen.

    @ Christian: Moraliserende er et meget dækkende ord! Jeg er heldig at have en blog, så jeg skal nok få sagt min mening alligevel, selv om det ikke længere er landsdækkende ;-)

    God søndag til jer begge

    SvarSlet
  6. Hej May-Britt

    Jeg nærmest faldt over din blog her via dourun. Første gang jeg er inde på dourun i måske et år eller mere...
    Spændende med ultraløb!
    Tidligere læste jeg på run4fun/Dourun flere gange dagligt og der var sjældent nogle problemer, faktisk så var der en del der var glade for netop den gode tone så det er da trist at læse at det er gået fløjten...

    Noget helt andet, og nej jeg ved ikke så meget om ultraløb, var selv hurtigløber, men hvad skal du træne med vægte på 1.5 kg? På mig virker det som små vægte...

    Mvh
    Jesper

    SvarSlet
  7. Hej Jesper
    Velkommen til bloggen :-)
    De små vægte skal primært bruges i begyndelsen, fordi jeg har en diskusprolaps. Det betyder, at der er nogle øvelser, hvor jeg kun kan bruge lidt vægt, men lidt er bedre end ingenting, så derfor har jeg valgt at bestille 1,5 kg. De kostede kun 60 kr. for 2 stk, så det er ikke den store udgift.
    Jeg håber, du får glæde af bloggen, selv om du er hurtigløber. Jeg er kæmpe respekt for hurtigløbere! Jeg ville ønske, jeg havde generne og viljen til at træne hårdt og hurtigt.

    SvarSlet
  8. Hej igen May-britt

    Tak for det.

    Du løber med en diskusprolaps??!! Måbeikon! Nå men du har forhåbentlig styr på hvad du laver og jeg kender udemærket den der med at man absolut ikke kan holde pause! Min læge kiggede nærmest opgivende på mig nogengange mens han sagde noget i retning af: Jesper, du kan jo nok forstå... og det kunne jeg overhovedet ikke! Griner. De små vægte giver så bedre mening.
    Mine gener ville ikke helt som jeg ville så nu er det kun små ture i behersket tempo. Er jo også med mine 48 år vildt gammel... ha ha!
    Har læst lidt videre her på bloggen og er pæænt imponeret. Har du en træningsdagbog eller lign. på nettet som man kunne "lure" lidt i? Kan forestille mig der er ret stor forskel på din og min daværende træning!

    Mvh
    Jesper

    SvarSlet
  9. Bare rolig, jeg har helt styr på, hvad jeg laver ;-)
    Jeg havde også en diskusprolaps samme sted for 3½ år siden, så jeg lærte hvor meget min krop kan klare. Den kan bl.a. sagtens klare at løbe marathon i roligt tempo, mens intervaltræning er udelukket.
    Jeg har ingen træningsdagbog på nettet. Jeg bruger et Polar-ur, og jeg bruger deres program til at lægge træningen ind.

    SvarSlet