Grunden til denne irriterende sindstilstand er, at jeg ikke kan blive enig med mig selv, om jeg skal løbe DM på Bornholm eller ej. Jeg vil meget gerne deltage, for i år kan alle stille op på lige vilkår, dvs. uden at nogle har et VM i benene. Det store 'men' er naturligvis, om jeg har for kort forberedelsestid pga. den langvarige rygskade? 11½ uger er ikke lang tid, og jeg vil ikke stille op uden at kunne yde mit bedste.
Jeg tænker egentligt ikke så meget placeringsmæssigt, for det har man ikke den store indflydelse på, men resultatmæssigt. Jeg er alt for meget konkurrencemenneske til at stille op på det, der vel må betegnes som min favoritdistance, for at løbe et middelmådigt resultat. Jeg er ikke tilfreds med at løbe under 180 km, som vil forny min landsholdskvalifikation.
Så muligheden er at udskyde deltagelsen i et 24 timers løb, til jeg er 100% klar. Der er masser af 24h løb i løbet af sommeren/efteråret, så det bliver ikke noget problem at finde et andet løb, f.eks. i Tyskland. Men jeg vil jo også gerne løbe mod de bedste danske løbere..
Lige nu er stafetten sendt videre til coachen i Argentina. Han har ellers rigeligt at forholde sig til i øjeblikket: en bil, der atter er brudt sammen; manglende ordentlige løbesko og Andesbjergene forude. Jeg savner vores fælles træningsture, hvor der ville have været mulighed for at tale for og imod. Nu sker det på de underligste tidspunkter af døgnet via sms, og man vænner sig til, at beskeder tikker ind ved 04-05 tiden.
Men først og fremmest skal jeg genfinde optimismen og mit gode humør
Ingen kommentarer:
Send en kommentar