torsdag den 30. juli 2009

Facebookhilsner

I går aftes fik jeg endelig løbeskoene på igen. 'Endelig' er måske et mærkeligt ord at bruge, når vi kun taler om 2 dage uden træning, men voldsomme begivenheder har det med at sprænge al fornemmelse for tid.
Mange tanker er gået gennem hovedet det seneste døgn. Ikke om jeg skal kvitte ultraløb; den del har end ikke strejfet mig! Livet er risikofyldt under alle omstændigheder.
Men mine kolleger har flere gange opfordret mig til at få tjekket hjertet, inden jeg kaster mig ud i flere udfordringer, og og det vil jeg så tage mig sammen til nu - bare for en sikkerheds skyld!
Jeg bliver jo desværre ikke yngre, hvilket ikke kan ignoreres, og slet ikke i dag! På Facebook har jeg kontakt med mange løbevenner, og det var fantastisk at stå op efter at have sovet efter nattevagten, og så væltede det ind med lykønskninger. Så selv om regnen vælter ned, og jeg er blevet et år ældre, så går jeg rundt og stråler som en lille sol.
Livet er ikke det værste, man har :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar