Tid til eftertanke

D.10.december 2000 modtog jeg denne mail. Den hænger på mit køleskab til evig påmindelse om, hvor skrøbeligt livet er, og sjældent har den været mere relevant: "En nær ven åbnede en skuffe i sin kones klædeskab og tog en lille silkepapirspakke frem. Det her, sagde han, er ingen almindelig pakke. Det her er lingeri.Han pakkede op og kiggede opmærksomt på de små gennemsigtige trusser og den udfordrende bh. Hun købte det første gang, vi rejste til New York for 8 eller 9 år siden. Hun brugte det aldrig. Hun gemte det til et særlig lejlighed. Godt! Jeg tror, at den særlige lejlighed nu er kommet. Han gik hen til sengen og lagde det delikate undertøj sammen med det andet tøj, hans kone skulle have på til begravelsen. Hans kone var lige død. Han vendte sig mod mig og sagde:Gem aldrig noget til en særlig lejlighed. Hver dag du lever, er en særlig lejlighed. Jeg tænker stadig tilbage på disse ord - de har forandret mit liv.Nu elsker jeg mere og gør mindre rent. Jeg sætter mig på terrassen og beundrer landskabet og solnedgangen uden at tænke på "ukrudtet" i haven. Jeg bruger mere tid på min familie og venner end på at arbejde. Jeg har forstået, at livet er en kæde af sammenhængende erfaringer, jeg kan have gavn af, ikke et overlevelseskursus. Jeg gemmer ikke noget væk længere. Jeg bruger mine krystalglas hver dag. Jeg tager min nye jakke, kjole eller sko på i supermarkedet, fordi jeg har lyst til det. Jeg gemmer ikke min bedste parfume til særlige fester. Jeg bruger den hver gang, jeg får lyst til det. Jeg elsker mere. Udtrykkene "en skønne dag" og "en af de næste dage" er ved at forsvinde fra mit ordforråd. Hvis det er værd at se på, lytte til eller gøre, så vil jeg se på det, lytte til det eller gøre det NU. Jeg er ikke sikker på, hvad min vens kone havde gjort, hvis hun vidste, at hun ikke ville være her i morgen, som vi alle tager for givet. Jeg vil tro, hun havde kontaktet sin familie og sine nærmeste venner. Måske havde hun ringet til nogle gamle venner for at bede om undskyld og slutte fred ovenpå nogen skænderier og uenigheder. Jeg vil gerne tro, at hun var taget på en fransk restaurant, da fransk kokkekunst var hendes store lidenskab. Det ville være alle disse små ting, som ikke var i orden, som ville genere mig, hvis jeg vidste, at min sidste time var nær. Det generer mig, at jeg er holdt op med at se gamle venner, som jeg "en skønne dag" ville tage kontakt til igen. Det generer mig, at jeg ikke skriver de breve, som jeg havde tænkt mig at skrive "en af de nærmeste dage". Det generer mig og gør mig ked af det, at jeg ikke tilstrækkelig ofte har sagt til mine forældre, søskende og børn, hvor meget jeg elsker dem. Nu forsøger jeg ikke længere at forsinke, tilbageholde eller gemme på noget, som skulle kunne berige vores liv med latter og glæde. Og hver dag siger jeg til mig selv, at i dag er en særlig dag. Hver dag, hver time, hvert minut er noget særligt. Hvis du har modtaget dette, er det fordi der er nogen, der tænker på dig og synes om dig. Der findes sikkert også nogen, som du tænker på, og som du synes om. Hvis du har alt for travlt til at sende dette videre til andre mennesker og siger til dig selv: Jeg må se at få sendt det snarest. Så stop lige en halv! "Snarest" er om alt for lang tid. Måske oplever du det ikke!" Det er en tid til eftertanke, og det har været godt at kunne bruge denne blog til at komme af med nogle af de triste tanker. Men det er jo først og fremmest en løbe-blog, og fra i morgen vender jeg tilbage til den 'gamle' stil. Tak for jeres tålmodighed...