Hvor meget udstyr bruger man på et 12 timers løb? Personligt har jeg ikke meget med, for efterhånden har jeg lært, at det ikke er nødvendigt at proppe kufferten med hele løbegarderoben.
I Skövde brugte jeg flg: Kl. 18 startede jeg ud i en tynd langærmet trøje , knætight, Compressport tubes, Compress Socks (dem med dots) samt mine mængde træningssko fra Newline.
Efter et par timer, da det blev lidt køligere, tog jeg en vest over trøjen. Det var knapt så behageligt, fordi den sorte trøje var fugtig af sved, og jeg fik derfor hurtigt skiftet til en ny langærmet trøje . Næste gang vil jeg huske, at jeg ikke tager et nyt lag udenpå et fugtigt, men lige skal skifte trøje først. Da småregnen satte ind første gang (den kom i små doser hen over natten) smed jeg vesten og tog en jakke på, som jeg også afsluttede løbet i.
Det eneste ekstra udstyr, jeg brugte, var et engangsregnslag, når det var nødvendigt, så det røg af og på 4-5 gange. Tights, tubes, strømper og sko blev ikke skiftet undervejs.
Tubes fungerede upåklageligt! Jeg skal altid bruge ½ times tid til at vænne mig til den stramme fornemmelse på underbenet, men derefter gik det fint, og efter løbet har der overhovedet ikke været ømhed eller træthed i læggen.
Strømperne sad, som de skulle under hele løbet. Nogle gange har jeg oplevet, at andre mærker krøller eller glider lidt ned undervejs, men det var intet problem her og har heller ikke været det under træning. Om dots´ne stimulerer blodgennemstrømningen, som der står i beskrivelsen, ved jeg sørme ikke, men i hvert fald slap jeg uden mere end en enkelt vabel, og den sad mellem to tæer, et sted uden berøring af strømpen, så det skyldes nok nærmere friktion mellem de to tæer.
Jeg havde naturligvis pakket et par ekstra sko (som jeg rejste i), strømper og tights, men det blev ikke brugt. Mere tøj havde jeg faktisk ikke med.
Foruden tøj og sko havde jeg Saltsticks med, som jeg tog ca. hver 2. time.
Af egen forplejning havde jeg kun taget Winforce Energy Complex , som jeg havde fået mulighed for at teste, samt de kendte gels fra High 5 med. De alm. gels kender de fleste, mens Winforce, som noget nyt, snart kan fåes på det danske marked. Jeg har altid haft det utroligt svært med gels og barer. Jeg kan næsten ikke få det ned! Derfor lød det rigtig godt, at Winforce kun behøver at blive indtaget 1 gang i timen modsat gels, der skal tages 2-3 gange i timen. Winforce er ikke flydende som gels, men mere bastant uden at være fast som en bar. I følge anbefalingen skal man indtage den første efter 1½ time og derefter 1-2 stk/timen. Jeg tog derfor 1 efter 16 km, og det gik fint. Nr. 2 efter 26 km gik også ok, men nr. 3 efter ca. 36 km nærmest voksede i munden på mig, og derfor fik jeg aldrig brugt nr. 4. Meget ærgerligt, fordi jeg følte, at det gav tilstrækkelig energi, når jeg (som anbefalet) drak energidrik samt vand ved siden af. Produktet gav heller ikke maveproblemer. Jeg havde håbet, at jeg havde fundet en løsning på mit gel-problem, når jeg kunne nøjes med indtag 1 x time, men nej - jeg du´r åbenbart ikke til den slags. Jeg indtog derfor kun energidrik, vand, cola samt lidt chips de efterfølgende timer og afslutningsvis en enkelt High 5 efter 11 timer for at få mere energi til den afsluttende time. Nå ja og så lige den ristede hotdog og parisertoast som omtalt i går :-)
Kære May-Britt
SvarSletjeg følger jo lidt med her på side-linjen og ser at du tager saltsticks. Prismæssigt synes jeg godt nok at de er grove når man nu hos Matas kan købe nogle grønne salttabletter som ser ud til også at indeholde nogle af de samme mineraler. Har du prøvet at indtage sådanne nogen frem for saltsticks?
Nej, jeg har altid taget Saltsticks, fordi det var dem, Jesper introducerede mig til, da jeg begyndte på langdistanceløb. Jeg har købt et glas med 100 stk. i Tyskland for længe siden, så jeg ved ikke, om det stadig er billigere at købe i udlandet.
Slet