fredag den 24. august 2012

Klar, parat..

Så er kufferten pakket til Skövde! I aften skal jeg slappe af med en tur til fodbold i Farum Park, og så er det ellers tidligt i seng i forsøget på at indhente det sædvanlige søvnunderskud, før uret ringer kl. 06 lørdag morgen.

24 og 48 timers løberne gik i gang kl. 12, og hele løbet kan følges live med opdateringer hvert minut. Man kan sende hilsner til løberne ved at sende en mail til: petere42@gmail.com

William Sichels blog opdateres gennem løbet, og der vil også være lidt billeder fra stævnet.

For første gang falder mine to nevøers svømmekonkurrencer sammen med et af mine ultraløb, og man må sige, at Joachim har sat overliggeren højt, for han er i formiddags (aften australsk tid) blevet New South Wales Age Champion i 400 meter kortbane for drenge 15 år i Ind. Medley med tiden 4:24:64. Så har fasteren noget at leve op til!!

Mit løb kan I som skrevet følge på nettet, og jeg skal forsøge at komme med en kort kommentar i løbet af søndagen, men den længere rapport kommer nok til at vente, til jeg er frisk(ere) på mandag. Det afhænger lidt af, om jeg kan kapre Jespers pc, når jeg aflægger ham et besøg på vej hjem fra Skövde.

Mentalt er jeg klar, og jeg glæder mig til at løbe. Spørgsmålet er, hvor lang fysikken rækker...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar