Langsom fremgang er stadig fremgang

For pokker! Jeg må være ved at blive gammel, for kroppen skal sandelig vænne sig til hverdagen igen. Benene er blevet mere og mere tunge, som ugen er skredet frem, og i dag var de nærmest støbt i beton, da jeg skulle løbe.

Jeg har fået mange gode råd af Jesper i tidens løb (det er snart 7 år siden, vi mødtes), og det er langt fra dem alle, der sidder fast, men især 2 har virkelig slået rod. Det første fik jeg frem mod mit første marathon: Bevar roen, når alle styrter afsted i begyndelsen. Hvis du holder dit eget tempo, vil en meget stor del af dem komme tilbage til dig igen, når løbet nærmer sig sin afslutning, fordi de har lagt for hårdt ud.' Det andet fik jeg før mit første 24 timers løb på Bornholm: 'Vær ikke urolig, hvis du har tunge ben i begyndelsen af løbet. Det skyldes ofte den tunge træningsmængde frem mod løbet, og det løsner sig efter nogle km.'

Nu er det ikke fordi jeg ligefrem har ligget i tung træningsmængde, mere i ultralight udgaven, i lang tid, men jeg er begyndt at øge træningsmængde, og det giver samme effekt. Jeg bruger ofte Jespers råd, når benene ikke rigtigt vil løbe i begyndelsen, og som regel løsner det op efter 4-5 km. Disse 4-5 km er dælme ikke ret sjove, men jeg bruger erfaringen, når det virkelig tæller - at de løsner sig, hvis jeg ikke går i panik og bliver negativ.

Og så er de dage, hvor benene aldrig bliver gode, og dem smider jeg bare i den mentale skraldespand. I dag løsnede de heldigvis op :-)