Skövde Ultrafestival 12 timers løb



 

Det er aldrig let at gå i gang med en beretning om et løb, heller ikke selv om det er gået godt. Ser man alene på resultatet, så er 91,301 km ikke imponerende på 12 timer, men efter næsten 2 års fravær på ultradistancerne er jeg superglad for ikke at skulle nøjes med lige at kravle over de 50 km. Især efter min ankelskade og forkølelse (som stadig lever og har det godt!) med minimal træning og ture på max. 20 km, var jeg selv spændt på, om jeg overhovedet ville være i stand til at klare løbet.

Jeg skrev tidl., at jeg ikke havde noget mål med løbet, andet end at tjekke om ultrahovedet stadig fungerer mentalt, men selvfølgelig havde jeg en forestilling om, hvor langt jeg kunne nå. Jeg satsede på, at 60 km på 12 timer trods alt var indenfor rækkevidde, mens jeg håbede på 70 km. At det blev til 91,3 km og med hovedet intakt undervejs, er jeg bare SÅ lykkelig for.

Naturligvis gik det bedst i begyndelsen, hvor jeg løb meget jævnt på 5:30/km i et 'løbetog' med 2 svenske løbere fra Västerås. Vi løb vel sammen en times tid på rad og række uden at sige et ord, og kæden blev kun brudt, fordi jeg gik i depot. Dumt, men der skal jo tankes op!

Derefter var jeg på egen hånd resten af løbet, og jeg begyndte at sætte mig delmål undervejs. Først mål var om jeg stadig kunne løbe marathon på grundformen. Et spørgsmål som jeg selv rejste for nyligt. Det blev så ikke helt sammenhængende, for efter 3.45 blev der budt på en ristet hotdog fra arr., og den er altså ikke til at spise i løb!

Dernæst gik jeg efter ultragrænsen på 50 km, som jeg nåede efter 5:34:39. Derefter gik der lidt opløsning i projektet et lille stykke tid. Fordi der ikke var en nogenlunde fast plan før løbet, gik der pludselig lidt kuk i hovedet, indtil jeg fik taget mig sammen og sat næste mål, som hed 60 km. Derefter tog jeg det 5 km ad gangen. Efter ca. 10 timer lå jeg på 76 km, og så blev det sidste mål sat: 14 km og dermed 90+ km. På dette tidspunkt gjorde det såmænd også mere ondt at gå end at småløbe, så der var næsten ingen vej udenom ;-)

Depotet var ikke et overdådigt bord, som man ser ved nogle danske løb, men der var præcis, hvad man har brug for: vand, cola, kaffe og energidrik som væske samt salte ting som chips, peanuts og saltstænger. Desuden var der banan, appelsin og vingummi. Desuden var der varm aftensmad til 24 og 48 timers løberne. På 12 timer fik vi hotdog ved 22-tiden og parisertoast ved 02-tiden.

Vejret var nogenlunde. Vindstille, men også lidt småbyger undervejs, så regnslaget måtte frem. Til gengæld fik 48 timers løberne en ordentlig skylle, mens jeg var i bad efter løbet. Det stod ned i stænger ½ times tid :-(

Der kommer nok lidt flere tanker omkring løbet de kommende dage, men lige nu er jeg stadig træt i hovedet og vil slappe af før nattevagten. Spørgsmål er velkomne via kommentarfeltet :-)

Til sidst kommer nogle billeder:


Først forplejningsteltet, dernæst Y. Kouros tøjtelt (man er vel
stadig verdensstjerne, selv om man har toppet) + et TV, så man
kunne følge sit og andres resultat løbende, og man kan sagtens
fange det i farten. Det går jo ikke så stærkt ;-)

Tøj og egen forplejning kunne opbevares på skiftebænken
Her ses Alan Young, der var crew for W. Sichel

Der blev skiftet løberetning hver 6. time.
Det foregår som vist på billedet

Lars Skytte Christoffersen 326,011 km

René Vang Hansen 293,691 km

Søren 'RaSor' Raarup 228,257 km

Morten Rasmussen 173,900 km

Serge Girard 274,491 km

William Sichel 303,691 km



Yiannis Kouros 371,500 km

 

I fuld fart og stadig smilende
Foto: Søren Raarup

Pyha, så er det slut! 91,301 km på 12 timer.
Jeg er meget tilfreds med resultatet efter min lange skadesperiode,
og efter næsten 2 år kan jeg igen kalde mig ultraløber :-)
Foto: Søren Raarup