Nu rækker det!

Jeg har nu fejret 3 ugers jubilæum med min forkølelse - øv! Hosten er heldigvis aftaget, men den har efterladt en hals, der føles som et rivejern, når jeg løber, hvilket ikke gør det til en udpræget fornøjelse at træne. Jeg pudser stadig næse konstant, men det betyder jo ikke noget i forhold til at løbe. Det er bare hamrende irriterende!

Min venstre fod, den med ankelskaden, har også gjort lidt opmærksom på sig selv i den forgangne weekend. Jeg har ikke gjort noget, der burde forårsage dette, i hvert fald ikke i vågen tilstand, så jeg tror, at jeg har ligget forkert med den. Jeg sover meget på maven, og det betyder, at jeg kommer til at liggge med foden udstrakt; noget den absolut ikke var begejstret for, da skaden var ny.

Jeg er meget fintfølende omkring ændringer i kroppen, og lørdag var der let ømhed i foden, og den føltes let hævet, uden at jeg kunne se noget. Jeg nøjedes derfor med 14 km, men alligevel medførte det ømhed i venstre lår dagen efter, fordi jeg ubevidst har kompenseret for at aflaste. Ømheden betyder ikke det store, men den ligger sig oveni bunken af irriterende småting, der fjerner glæden over en god løbetur. Min irritationstærskel er kraftigt nedsat, men nu må tingene da snart gå min vej! Under alle omstændigheder løber jeg stadig i Sverige om 3 uger, og så må det gå så godt, det kan.