Pandoras æske

Det føles som om, jeg har åbnet Pandoras æske, og den ene ulykke efter den anden vælter ud. Dagens stunt bestod i at sidde med venstre ben trukket op under mig, mens jeg skrev på min pc i formiddags. Da jeg rejser mig og træder ned på foden, opdager jeg, at den sover, og jeg vrider selvfølgelig om på foden! AV for s....

Min venstre fod har været mit svage led, siden jeg vred om den under en volleyball-kamp i gymnasiet. Jeg har vredet rundt på den fod utallige gange, og jeg har såmænd også løbet 40 km på den efter at være snublet i begyndelsen af en træningstur. Jeg var vejviser for en gruppe løbere, der skulle løbe 2 gange rundt om Furesøen. Efter knap 1 km vred jeg rundt, og i første omgang kunne jeg slet ikke støtte på den, men efter 1 minuts tid gik det bedre, og vi løb videre. Jooo, det gjorde ondt, men vi kom rundt, og jeg havde et hævelse, der til forveksling lignede et hønseæg, med hjem. Så min erfaring siger mig, at jeg sagtens kan løbe trods lidt smerter.

Det kunne jeg også i dag, men efter at have løbet 8 km vandt fornuften alligevel. Det er sørme for dumt at løbe på en fod, der gør ondt, også selv om man har brug for det mentalt!

Mens jeg løb, blev det hele bare for meget, og jeg havde mest af alt lyst til at kaste håndklædet i ringen. Hvorfor blive ved med at kæmpe, når det hele bliver ved med at gå i fisk? Det er også en del at slås med på den private front, og det hele virker lidt håbløst for tiden. Så jeg løber og er ved at svinde ind til ingenting af ren selvmedlidenhed. Blottet for lyst til noget som helst. Alt er så gråt og trist, at det ikke er til at holde ud!!!

Lige indtil jeg møder dette syn: de første erantis, jeg har set i år. De små gule forårsbebudere der lover sol og sommer. Måske er der alligevel håb forude?

And this too shall pass..