Min træningsmadras er på mystisk vis blevet væk, så jeg har været i JYSK for at købe en ny. Træningsmåtter á la dem i fitnesscentret koster 4-500 kr., men i JYSK kan man købe et liggeunderlag, der er 1,2 cm tykt for 69,95 kr., og det fungerer efter min mening lige så godt som de dyre mærker, i hvert fald til mit behov. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for den manglende hjemmetræning!
2 karklude er også inkluderet i mængden af træningsredskaber, så nu krabber jeg hen over stuegulvet. Selv min trappeopgang er inddraget i træningen! Jeg fik nemlig også anbefalet at stå på et trappetrin, hvor jeg skal hæve mig på tæer og dernæst sænke foden under niveau for at strække senen under foden, og når jeg nu bor i en lejlighed uden trin, må jeg ud på den fælles trappe.
Det går fint fremad med hælsporen, så jeg er ikke længere bekymret for, at det bliver den, der sætter grænser for træningen. Men for pokker hvor er der langt tilbage til den tidlige form!! Men lysten, glæden og kampånden er dukket op af mørket, og så skal det nok gå :-)
I onsdags fik jeg en hilsen fra Jesper. Han var blevet bidt af en slange på tirsdagens tur! I første omgang var han bare løbet videre, men efterfølgende blev han ramt af kramper, feber, opkast og uklarhed. Det har taget ham en lille uges tid at blive helt frisk. Så er det, man bliver glad for at bo i et land, hvor der primært er regnorme på vejen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar