14 km...

Det har været et hårdt døgn, og jeg føler mig som en bil, der har været igennem pressemaskinen hos autoophuggeren! Alvorlig sygdom presser én til det yderste både fysisk og psykisk. Hospitalsbesøg, lægesamtaler, familien der skal holdes opdateret, arbejdet der skal underrettes, aftaler der skal ændres, manglende søvn - alt blandet op med tusindvis af tanker.

Jeg begyndte at løbe i begyndelsen af 2005, mest som en tilfældighed, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var en fantastisk måde at få nogenlunde styr på tankerne, da min veninde var i slutfasen af sin kræftsygdom. Så da jeg kom hjem fra hospitalsbesøget i dag, hoppede jeg i løbeskoene, stak mobilen i lommen og løb.

Løb på de stille villaveje, hvor de eneste lyde var mine skridt på asfalten, min vejrtrækning, og nogle få fugle der sang trods vinterkulden. Tid til at få ro i sindet, styr på tankerne og rørt kroppen. En slags trance, da kroppen fandt den velkendte rytme. 40 min. ro, før mobilen ringede, og 'åndehullet' lukkede i. Heldigvis ikke noget alvorligt, men jeg måtte vende om og løbe hjemad.

14 km helt for mig selv - 14 km der giver kræfterne tilbage.