Fartlek - siger coachen. OK, så skal det være i dag, tænkte jeg og tog tøj på til en tur med tempo. Jeg fik løbet 100 m., og så jog nogen en kniv i min venstre ankel. Altså ikke sådan for alvor, men det føltes sådan! Meget mærkeligt, for jeg har løbet hele ugen, siden jeg vred om sidste søndag.
Nu giver jeg jo ikke op uden videre, så jeg humpede afsted, og hver gang jeg trådte ned på foden, fik jeg et stik med kniven. Jeg havde gået på foden hele morgenen uden problemer, og der var ingen smerter, når jeg prøvede at gå i stedet for at løbe. Jeg prøvede med lidt udstrækning af foden, men det hjalp heller ikke. Det var ikke, fordi jeg havde lagt ud i et vanvittigt tempo: 5.30min/km. Efter at have humpet, gået og strakt ud de første 2 km, prøvede jeg at gå lidt ned i tempo til 6min/km, og vupti - nu kunne jeg løbe! Stille og roligt som på kattepoter.
Så tog det kun et splitsekund at konvertere dagens fartlek til en lang, rolig tur. Det gik fint, bortset fra at jeg havde tøj på til en kortere tur i højt tempo, og da vejrguderne bestemte sig for at lade sneen dale ned efter ½ times løb, blev jeg gennemblødt. Det blev til 25 km i noget, der bestemt ikke kvalificerer til 'forårsvejr', og jeg var noget forfrossen, da jeg kom hjem.
Taktikken med at løbe roligt virkede fint, for jeg mærkede intet til anklen på resten af turen. Det er vist på tide, at vippebrættet også hives frem fra træningskassen for at styrke fodleddet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar