Mærkedagen

Det er d. 10. februar - en slags mærkedag. Det er i dag 7 år siden, min veninde døde af livmoderkræft. Hun blev 49 år 360 dage. Hun blev begravet 5 dage senere på sin 50 års fødselsdag.

Af samme grund har min egen 50 års fødselsdag siden dengang stået som en slags markør. En milepæl. Irrationelt, men følelser har ikke meget med fornuft at gøre. Når der sker særlige ting i den del, der var hendes liv, gør det ondt, at hun går glip af det. Som da hendes ældste datter gjorde hende til mormor for 1. gang for 1½ år siden, eller da hendes yngste datter blev gift i sommers.

Nu nærmer jeg mig den runde dag, og jeg skal selv være farmor for 1. gang om 6-7 uger. Livet går videre på godt og ondt, men på dage som i dag er jeg ekstra taknemmelig for at være i live.

For Susan

Jeg har sovet ordentligt for første gang siden i mandags. Tingenes tilstand er stadig alvorlig, men stabil. I går var jeg helt pumpet, drænet for energi. Fik ikke løbet fordi jeg ikke orkede at skifte tøj. I dag vågnede jeg med fornyet energi, drak morgenkaffe og så var det afsted. Selve ruten var ikke særligt spændende, for det var på Kongevejen mellem Birkerød og Hillerød i en eller anden naiv forestilling om, at hvis jeg skulle blive hasteindkaldt, så var jeg da i det mindste på vej mod Hillerød Sygehus, omend iført svedigt løbetøj.

Men der skete ingenting, og jeg fik løbet 26 km i solskin, mens jeg lyttede til P4 Kbh. Småsnak om strikning, om at kål er kommet på mode samt om interessante tlf.nr. På mange måder totalt ligegyldigt, men hvor var det dejligt at høre et par radioværter tale om dagligdags ting i et par timer.

Lidt update omkring Ironman Panama 70.3: Der er kommet et link til løbet, og som det fremgår af Jans kommentar til gårsdagens indlæg, så stiller Lance Armstrong op.