AV, det gjorde ondt at se sig selv opstillet i aldersklassen 50-59 år på resultatlisten fra gårsdagens løb. Der er trods alt 8 mdr., til jeg runder det skarpe hjørne. Men det skyldes, at man tilmelder sig med fødselsår, og når jeg er født i 1962, bliver jeg selvfølgelig 50 år i 2012, og det gælder, selv om det sker efter seriens afslutning. Kommende farmor og 50-årig næsten på én gang - det er altså lidt overvældende!
Jeg er færdig med at læse Rasmus Hennings bog 'Udfordringen', der er en blanding af små, oplysende afsnit og hans dagbog. Under foredraget fortalte Rasmus, at dagbogen er indtalt på diktafon, og det afspejler sig i dagbogen på den positive måde. Der er udtalelser fra ned til 1½ time, før han skal i konkurrence. Bogen er let læselig i et flydende sprog, og jeg synes, den giver et godt indblik i livet som elitesportsmand, der er en konstant balancegang mellem ambitioner som triathlet og ansvaret som ægtemand og familiefar. En balancegang, der ikke altid falder ud til familiens fordel og var tæt på at koste ægteskabet i sommers. Jeg kan godt lide, når idrætsmænd også skriver om bagsiden af medaljen, præcis som Torbjørn Sindballe gør i sin bog 'Den perfekte præstation'
I dag modtog jeg bogen 'RUN' af kendis-ultraløberen Dean Karnazas. Jeg er vild med hans første bog 'Ultramarathon Man', mens jeg ikke er så glad for efterfølgeren '50/50'. Nu har han som sagt skrevet bogen 'RUN', som er anmeldt her
Jeg har læst 1. kapitel i eftermiddags, og umiddelbart tegner den lovende.
Faktisk har jeg hilst på Dean Karnazas personligt. Ja, den så I nok ikke lige komme ;-) Det skete til VM i Seoul, hvor han deltog for første og eneste gang på det amerikanske landshold. Han udgik ret tidligt i løbet, så det er muligvis derfor, han ikke er stillet op/udtaget siden. Det var nu ikke af kendis-grunde, jeg henvendte mig, men for at høre hvordan han havde internetforbindelse i et land, hvor vi andre end ikke have mobildækning. Nu er jeg som bekendt ikke pc-nørd, så jeg kan ikke huske det præcise svar, men det var noget med en speciel opsætning. Og nej - jeg bad ikke om en autograf.
Jeg bemærkede også, at du var rykket op i min aldersklasse! Det er ikke godt for mine chancer for at være blandt de bedste 3!
SvarSletAnne :-)