søndag den 20. november 2011

Allerød Serieløb er startet op

Som et plaster på såret over ikke at kunne løbe Jagtmarathon på Falster, har jeg løbet 1. løb i Kondiløbsserien 2011 - 2012 i Allerød. Da Anne, som er min faste følgesvend/chauffør til de lokale 10 km-løb, læste, at jeg måtte aflyse marathon, skrev hun, om jeg ville med til Allerød i dag? Det ville jeg gerne, for serieløbet er fint afmærket med et pænt deltagertal for et lille løb og til en pris af sølle 50 kr. Der er vand og appelsiner efter målgang.

Hele ruten er i skoven på smalle enkeltspor med store sten, trærødder, våde huller, smågrene osv., og på få steder løber man på de jævne, brede anlagte veje. Skoven er en hundeskov, så det er tilladt at gå med løse hunde, hvis de er under kontrol. Det kommer jeg tilbage til..

Starten gik kl. 10 for 10 km og kl. 10.05 for 5 km. Begge løber på en 5 km rundstrækning, som 10 km løber x 2. I dag var der mange løbere fra SigmaTri, der skulle løbe 5 km som en indlagt del i deres cykeltræning. Jeg kom godt afsted og fandt en god rytme.

Det holdt indtil 2 km-mærket, hvor jeg først passerede en dame, der havde to løse hunde med, en lille bitte en og en stor, vistnok legesyg, en. De løb 30-40 meter foran hende, og da jeg kom løbende, vendte den store hund sig om og løb hen imod mig. Jeg har meget stor respekt for løse hunde, og jeg stoppede straks op, da jeg så dens løberetning. Ganske rigtigt stoppede den op lige foran mig, og den havde bestemt ikke tænkt sig at løbe videre. Ikke at den var truende på nogen måde, men det var hamrende irriterende, at hundejeren åbenbart syntes, det var ok og først kaldte på hunden, da jeg vendte mig om og bad hende kalde på sin hund. Da den var nået ned til hende, fortalte jeg hende, at der kom mange flere løbere, hvilket hun var utilfreds med, men det var jo ligesom ikke mit problem, at hun så måtte have sin hund i snor. Den (slettet af censuren) dame var ikke af samme mening som mig, så hun lod hunden være løs med det resultat, at da jeg begyndte at løbe igen, løb hunden hen til mig igen! Jeg måtte igen bede hende kalde sin hund til sig og fortælle hende, at man skal have styr på sin hund for at den må gå løs, og det havde hun bestemt ikke! Jeg var rasende. Det kostede 25-30 sek., vil jeg tro, men værst af alt ødelagde det rytmen, og det tog noget tid at genvinde den. Da jeg kom i mål, hørte jeg, at hundeejeren var kommet til fornuft og havde givet hunden snor på.

Jeg løb videre, og der var en del løse hunde i dag, men de øvrige jeg mødte var under kontrol. Jeg mindes ikke, at der plejer at være så mange hunde, når vi løber, så måske lokalbefolkningen lige skal opdage, at serieløbet er gået i gang igen?

Tiden blev 49:35, hvilket er det næstlangsomste af de 5 løb, jeg har løbet på ruten, så der er plads til forbedring, når vi skal løbe gløgg-løbet d. 18. dec.

Hvis nogen har lyst til at se billeder fra Rudersdal Marathon, har Tor Rønnow langt en meget fyldig billedreportage på Dourun.

Jeg har fået den første tilbagemelding fra coachen vedr. mit forslag til træning frem mod VM. Den er ikke lang, for der er nogle presserende ting, han skal have ordnet. Når han sender en kort besked med note om at mere følger, så ved jeg godt, den er gal! Det handler om mit forslag om 12 timers løb i juni, som han bestemt ikke anser som en god idé.
Kommentaren er: 6-timer !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Hvis du overhovedet kan overtales til det - så mener jeg, at 6timer passer langt bedre ind i strategien
og
12timer og endnu mere 24t. er efter min mening for lange til at være optimale som opbygning - de tager for meget energi ud, energi som du kan bruge langt bedre i selve konkurrencen.
Jesper mener, at et godt 6 timers løb, min baggrund og min erfaring bør række til en udtagelse. Så må jeg jo håbe, han har ret. Under alle omstændigheder har jeg skrevet, at vi må have en Plan B, så jeg ikke står uden mål, såfremt jeg ikke bliver udtaget. Det er desværre betingelserne, når man ikke har mulighed for at løbe kval. på vanlig vis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar