Flere 'udfordringer'

Det er heldigt, at jeg ikke er en brugt bil, for så røg jeg nok snart til skrot. Der er snart ikke mange dele, der kan genbruges!

Der er 1 positiv og 1 negativ nyhed i dag, og jeg starter med den negative, for så er det overstået, og det er muligt at blive i bedre humør efterfølgende ;-)

Jeg har før omtalt, at jeg har ondt under venstre fod, når jeg har løbet langt. Der er absolut intet at mærke under løbet, men efter 1 times tid kan jeg knapt gå på venstre fod. 'Anfaldet' varer alm.vis 1-1½ døgn, hvorefter jeg kan gå og løbe helt normalt igen. Det har vel stået på i 1½ års tid, men jeg har aldrig fået talt med min lægen om det, fordi ryggen har været i fokus, og dermed blev foden et sekundært problem. Men efter endnu en aften og nat (når jeg har fyldt vandtanken op efter et marathon, skal jeg 100 gange på toilettet om natten) med hyl og skrig pga. smerter, valgte jeg at krybe til korset og tale med Jakob.

Der gik 3 sekunder, og så var diagosen klar. Jeg har en hælspore under venstre fod. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde den idé, at en hælspore sad bag på hælen, men det gør den altså ikke nødvendigvis. I mit tilfælde sidder den i fodsvangen ved den store senetilhæftning. Jeg troede også, at en hælspore gjorde ondt døgnet rundt, men det behøver den ikke. Jeg har åbenbart én, der først brokker sig, når jeg løber + 30 km. En hælspore brænder i langt de fleste tilfælde ud af sig selv efter et par år, og jeg gør ingen skade på foden ved at løbe med den. Så konklusionen må være, at hvis jeg kan leve med et døgns smerter, kan jeg stadig løbe marathon og ultraløb.

Se, det var den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at selv om jeg blev øm og stiv over lænden under Rudersdal Marathon, har jeg ikke haft smerter bagefter. Det er et himmelråbende fremskridt! Normalt har jeg jamret, når jeg skulle sove, tage tøj m.m., men denne gang...Nope! Det er bare helt vildt glædesfremkaldende, og hvem bekymrer sig så om lidt hælspore?

I går fik jeg ikke omtalt hvilken væskerygsæk, der vandt kampen som ledsager. Det blev Nathan med den umulige væskeblære, men selve rygsækken sad rigtig godt. Jeg har fundet ud af, at Marathonsport forhandler løse væskeblærer til Nathan, så næste gang jeg skal på Østerbro, må jeg en tur forbi butikken.

Som bekendt skulle vi selv have væske med på turen, og da jeg har sagt ja til at afprøve Powerade Ion4, var det oplagt at bruge den undervejs. Inden da havde jeg afprøvet ½ liter på 2 ture á 20 km for at tjekke, om jeg ville få maveproblemer, som jeg tidl har oplevet på Cph. Marathon. Jeg har kun fået tilsendt 4 Powerade, så det er naturligvis et minimalt kendskab, jeg har til effekten, og derfor bliver det en udtalelse om mit umiddelbare indtryk.

Powerade er en isotonisk drik og dermed beregnet til varme forhold, hvilket man ikke kunne sige, det var i går. Hovedreglen er, at jo varmere vejret er, jo mindre stærk kuhydratblanding skal man drikke. Normalt laver man sin drik i en 6-8% opløsning. Man kan gå helt op til 10%, hvis det er koldt, og længere ned i blanding, hvis det er meget varmt, hvor det er vigtigere at få meget vand. Bl.a. hørte jeg Jakob Gliese fortælle, at han brugte en 3% blanding under Berlin Marathon. Det er meget individuelt hvilken styrke, maven kan klare, og der er kun én vej: Prøv dig frem! Jakob Gliese fortalte, at han havde eksperimenteret med flere opløsningsmodeller, før han fandt frem til 3%.

Derfor var det ikke optimalt med en isotonisk drik i går, men da jeg kunne supplere med cola i de to depoter, gik det fint alligevel. Ingen maveproblemer, men jeg synes stadig, at det er en meget stærk smag, drikken har.

Personligt fik jeg mest ud af at prøve Powerade på mine 20 km ture. Her har jeg normalt ikke drikkelse med, men det var rart at få væske tilsat lidt kulhydrat, så det vil jeg helt klart overveje at bruge fremover. Det bliver dog nok ikke med Powerade, da det kun kan købes som færdigblanding, og det kan mit løbebudget vist ikke klare i længden. Min fortrukne smag er orange, men den findes også i smagen Mountain Blast, som er den kendte blå udgave.