Jeg er med garanti ikke den eneste, der skal slås med nogle overflødige gram efter i går. Der går nogle km på andesteg og især Ris á la Mande, men det er alle kalorierne værd.
Jeg er som bekendt ikke den store terrænløber. Faktisk har coachen udtalt, at jeg er den eneste løber, han kender, der er hurtigere til at løbe opad i stedet for nedad, og det var ikke ment som en kompliment! Derfor holder jeg mig som regel på asfalten, når skovbunden er smattet og glat, men i dag var farten alligevel ikke noget at prale med, så da jeg kom til Rude Skov på Kongevejen, drejede jeg ind i skoven og løb på Lysløjpen. De 2,5 km kom til at minde mig om, hvorfor jeg løber med trailsko i Allerød ;-)
Lysløjpen er en del af ruten til 24RUN, så jeg vidste, at den ender på Rudegård Stadion. Egentligt ville jeg tage et par hurtige omgange på løbebanen, men da jeg kom frem, løb en ca. 1,90 m. høj, veltrænet og tydeligvis hurtig løber rundt, tilsyneladende med samme idé som mig, så jeg skulle ikke have noget af at kampen op mod ham og løb videre ud på Kongevejen.
Man er vel en halvgammel kylling
Jeg forsatte til Virum og vendte om for at løbe hjem. Her satte jeg mit ur til at vise 'Tilbage til start' for at se, om jeg denne gang ville blive ledt den hurtigste vej hjem. Jeg ved ikke, om der er lidt forsinket gps-vejvisning, men i hvert fald sagde uret pludselig, at jeg snart skulle dreje, og pilen viste til højre. Problemet var bare, at jeg var løbet forbi sidste højresving for 2-300 meter siden, og der kom ikke flere sving de næste par km! I tilfælde af at jeg var drejet til højre, ville jeg i øvrigt blive sendt ud på en flere km lang omvej (som uret måske vidste, jeg behøvede??), så jeg forsatte ligeud, og kort tid efter havde gps-en rettet ind efter min nye rute og viste korrekt resten af vejen inkl. de 3 sving, jeg manglede.
I midten af uret står, hvor langt der er til mål, så en dag tager jeg chancen og følger uret hele vejen for at se, hvad der sker km-mæssigt, når jeg ved, jeg bliver sendt ud på en omvej. Det var bare ikke lige i dag, hvor lysten til et varmt bad og en kop kaffe vandt den mentale kamp..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar