fredag den 16. december 2011

Men et nyt år venter..

Året 2011 går på hæld, og min sæson er næsten afsluttet. Jeg har to løb tilbage i kalenderen: 10 km i Allerød d. 18. og Nytårsløbet halvmarathon d. 31., men begge løb er kun for deltagelsens skyld, for formen er langt fra til gode løbstider.

Det har, løbemæssigt, været et dårligt år. Ingen nye personlige rekorder. Ingen resultater på ultra. Et år plaget af en skulderskade i ½ år og en diskusprolaps i 1 år. Skulderen har jeg ikke mærket noget til siden juni, så den er vist gået til de evige skadesmarker, mens ryggen 'kun' har holdt sig smertefri i 3 uger. Men hvilke 3 uger!! For én, der har levet med ondt over lænden dagligt (nogle dage bedre end andre) siden efteråret 2007, er det en sand julegave ikke at vågne med eller på grund af smerter i ryggen. Jeg ved, at det formodentligt er en stakket frist, men håbet om at det var sidste gang, kan ingen tage fra mig.

Jeg havde håbet, at min sag hos Arbejdsskadestyrelsen var blevet afsluttet inden nytår, men det håb er nu slukket. Jeg har i dag, 6 uger efter de modtog rapporten fra speciallægen på Bispebjerg, fået en mail, at de har sendt min sag til høring hos 4 af mine tidl. arbejdsgivere, hvoraf den ene går helt tilbage til 1987. Arbejdsforholdene har forhåbentligt forbedret sig væsentligt siden dengang! Der har været flere ledere siden min ansættelse, så jeg kan ikke helt gennemskue, hvad arbejdsskadestyrelsen får ud af det, men jeg afventer resultatet, før jeg gør en evt. indsigelse.

Så det har ikke været en sprudlende år 2011. Ikke et Annus Horribilis, men bare et øv-år rent løbemæssigt!

Nu ser jeg frem mod et helt fantastisk år 2012. Der er så mange store ting i vente, at jeg næsten ikke kan rumme glæden til at komme i gang med året.

Den vigtigste, bedste og største begivenhed er selvfølgelig mit første barnebarn omkring 1. april. Jeg har stadig svært ved at vænne mig til tanken, men jeg glæder mig helt vildt! Min svigerdatter blev scannet i går, og den lille dreng vejer nu 700 gram :-)

Jeg mærker også en boblende glæde over at skulle løbe 24 timers løb til maj. Den seriøse træning går først i gang efter nytår pga. juletravlheden. Let´s face it - der ryger for meget slik og fed mad ind de næste par uger til, at noget som helst kan betegnes som seriøst! Til gengæld bør jeg overveje en kostvejleder i begyndelsen af året, for den mindre træningsmængde har sat sig på sidebenene :-(

Året rummer også min runde fødselsdag. Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil være hjemme på dagen, fordi jeg ikke orker at arr. stor fest for mig selv, især ikke da jeg i forvejen ikke er en festabe. Planen har altid været at rejse på ferie udenlands med mine børn, men med en lille baby i familien skal der lidt flere overvejelser ind i billedet. Måske et sommerhus i Danmark?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar