Jeg slider mentalt...

Jeg blev kontaktet pr. tlf. af min ortopædkirurg i går eftermiddags. Diagnosen omkring min ankel er endelig stillet: Osteocondrit. Det er noget med et stykke knogle, der dækker over et område, hvor der næsten ikke er noget liv. Eneste løsning: operation! Så han ville viderehenvise mig med det samme. Den ulejlighed kunne jeg imidlertid spare ham, da jeg har været smertefri i 1½ uge bortset fra det ene døgn, hvor jeg vrikkede om på foden på Bornhom, og det havde nok gjort ondt alligevel! Det kom vist lidt bag på ham, men naturligvis skal jeg så ikke opereres. Som han sagde: det er meget sjældent, der tages MR-scanninger af ekstremudøveres fødder, så egentligt ved man ikke, hvordan de ser ud ;-) For en sikkerheds skyld får jeg en ny tid om en måned, som jeg kan aflyse, såfremt jeg ikke får yderligere gener. Hvis anklen kan holde til juni måneds udfordringer, kan den vist holde til det meste :-) Fremtiden? Måske kommer det igen; måske mærker jeg det aldrig mere! Mht. juni måned så har Tor planlagt et Rudersdal Cannonball Marathon d. 13.juni, så nu er der lange træningsture hver weekend i selskab med andre :-D Lige nu slider jeg med motivationen! Jeg er træt af, at jeg hele tiden skal komme tilbage efter skader, specielt fordi de ikke skyldes løbetræningen, men det er den, det går ud over hver gang! Ankelproblemet begyndte for 5 uger siden, og selv om jeg har løbet/gået VM og DM, så har jeg jo ikke trænet ordentligt imellem de to begivenheder, og i denne uge har lysten været lig nul. Det er unægteligt sværere at komme ud og træne, når man føler sig ude af form, end når man føler sig veltrænet. Nu venter 3 fridage, så jeg håber på godt vejr, der kan få mig ud på vejene og i skoven igen. Frem for alt ser jeg frem til næste måneds mange marathons i selskab med landets dejligste marathonløbere :-)