mandag den 9. november 2009
Interessante detaljer
Interessante detaljer dukker nu op omkring GUCR. Nogle kendte jeg, men havde ikke tænkt nærmere over. Andre kendte jeg ikke til.
1. Løbet betegnes som Englands hårdeste non-stop ultraløb. Alle pauser over 40 min (powernap, spisning, tøjskift) betyder, at man anses for udgået af løbet. Ups!
2. Jeg vidste, at der kun er 9 depoter undervejs, men at de fordeler sig meget ujævnt, havde jeg ikke lige tjekket. Det svinger mellem 18 og 32 km! Det betyder, at der som minimum skal løbes med væskebælte eller rygsæk. Jeg foretrækker rygsæk, og jeg har flere gange løbet Rudersdalruten på 42,2 km med min Camelbak, men der er godt nok langt op til 233 km! Måske jeg skal lægge lidt mere styrketræning ind for skuldrene?
3. Kent fortæller mig, at det er en god idé at træne i trail-terræn, da der er meget ujævnt nogle steder. Jeg har en lidt svag ankel efter en forstuvning for 30 år siden. Så jeg må i gang med træning på vippebræt. Sådan et har jeg heldigvis selv, så det er bare at balancere lidt på det under TV-Avisen.
Lad mig komme med en kort introduktion til DUUL: "De Ustyrlige Ultra Løbere" er en gruppe løbegale mænd fra Århus. Der har været flere medlemmer, men af deres hjemmeside fremgår det, at der nu er 4 tilbage, og alle 4 er jeg så heldig at kende: Kent Møller, Per Hjort (manden, der som regel løber med blå paryk), Kim Smitt og Søren Skytte.
DUUL er kendt af de fleste marathonløbere som arr. af Århus Natmarathon, der i år måtte lukke tilmeldingen, da de ramte 300 tilmeldte.
Gruppen er kendetegnet ved deres altid gode humør, skøre påfund (bl.a. Fængselsmarathon), depot i verdensklasse (her er alvorlig risiko for seriøs blodsukkerstigning) samt deres trang til at synge, når de keder sig på de lange ture.
De arr. jævnligt lange træningsture, som alle er velkomne til at deltage i. Turene opslås på deres hjemmeside.
DUUL havde sidste år 3 løbere med i GUCR, så de bliver en vigtig informationskilde for mig, og heldigvis er de altid villige til at dele ud af deres viden. Jeg regner med at deltage i 1-2 af deres træningsture, hvor vi kan tale om løbet.
Lige nu træner jeg, efter råd fra Jesper, kun ture på 10-15 km. Det er dejligt i en kortere periode at løbe ture, hvor der kun skal hives 1 times tid ud af dagen. Selv om jeg elsker at løbe, så er det ind imellem hårdt at skulle finde 2-3 timer om dagen, når der skal trænes mod de store løb. Efter nytår ved jeg, at der kommer ugentlige ture på marathon eller længere.
.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar