Dovenskab

Sommetider tænker jeg, om jeg er den eneste ultraløber, der i perioder mister lysten til at træne? Jeg hører aldrig om andre løbere, der har svært ved at få bundet skoene. De løber km efter km hver eneste dag, og alt er bare herligt! Så sidder jeg her i Birkerød og kan bare ikke komme ud af døren. Som mange motionister ved, er det sværeste skridt det, der fører ud af døren. Selv om jeg løber meget og langt, har jeg det på præcis samme måde. I bund og grund er jeg jo bare en alm. motionist, der tilfældigvis har en krop, der kan holde til at løbe langt. Ikke hurtigt, men langt. Af samme grund har jeg et hav af sekundære placeringer i forskellige løb. Jeg er ret nem at slå på den korte bane :-) De sidste dages tavshed skyldes eftertænksomhed. Der har været meget opmærksomhed omkring min person det sidste års tid. Medierne har elsket historien om min sene start med at løbe og den triste baggrund. At jeg løber ultraløb har været et ekstra krydderi. Min begrundelse for at sige ja til at medvirke i alle disse interviews var, at jeg fik lov til at gøre reklame for ultraløb, og man kan jo roligt sige, at emnet har fået stor opmærksomhed. Der har været flere portrætter i TV af forskellige løbere: Kent Møller, Kim Rasmussen, Poul Christensen, Lars Skytte Christoffersen osv. Men følelsen af at være lidt over-eksponeret kan ikke rigtigt slippe mig. Jeg vil helst ikke være en person, folk er trætte af at høre om! "Hun fører sig frem, men præsterer hun nogle resultater? Nej" Derfor har jeg de seneste dage overvejet at lukke for bloggen, men på den anden side har jeg fået mange positive hilsner, både via mails og personligt til løb, og det får mig til at blive ved. At være en inspiration for andre er en gave, jeg værdsætter meget, og sådan en gave kasserer man ikke bare. Måske en 'slut-på-sæsonen'-depression? Måske jeg bare skal få snørret de sko og løbe det hele væk? ;-) .