I wasn’t fooling myself by saying I was disappointed with my efforts. Results are what count in a championships; all that was needed was to look at the reporting after the race. It wasn’t the failures that were highlighted. The fact that I wasn’t going to qualify for the next World Championships with this result was proof that it wasn’t good enough. I didn’t want to hear that I should be satisfied with my result, even if that was the easiest thing for others to tell me. I particularly didn’t want to hear it from those who know the sport and know that my result was mediocre. It’s important for me to able to feel disappointment over a poor result, otherwise how can I feel pleased about the races that go well? There can’t be peaks without any valleys. I was disappointed, not broken. Not disappointed in myself, but in my result.
Det rammer min egen oplevelse lige på kornet! Det værste, jeg ved, er, at folk klapper mig på ryggen efter et miserabelt resultat og f.eks. siger "150 km er da rigtig flot." Nej, 150 km på 24 timer er ikke rigtig flot, hvis man har et højere mål, og man ved, at man har potentialet og har lavet træningen, der berettiger til mere! Nej, det vil ikke være et resultat, jeg er stolt af, heller ikke på længere sigt!
Der vil være løb som det i Skövde, hvor jeg er lykkelig for 91 km på 12 timer, fordi man altid skal sætte sine løb i perspektiv: hvad var udgangspunktet? Hvad var forventningen? Hvad var realistisk? Men efter et godt træningsforløb uden nævneværdige skader skal man sætte overliggeren højt, og man skal ikke være tilfreds med et middelmådigt resultat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar