Jeg er sikkert ikke den eneste, der håber, at Lars vælger at stille op til EM/VM i maj måned, for med fokuseret træning og veltilrettelagt nedtrapning kan alt ske, hvis Lars rammer 'dagen'.
Dette års mesterskab blev en lidt blandet fornøjelse. Det er ikke tilfredsstillende, at 7 ud af 13 deltagere må udgå undervejs. Til gengæld kom der et par personlige rekorder fra Thomas Steenberg og Anne-Marie Geisler Andersen samt en dansk holdrekord, hvilket er supergodt!
De officielle resultater kommer først i løbet af eftermiddagen, når der har været afslutningceremoni og præmieoverrækkelse, så alle resultater er verificeret.
Da jeg var aktiv på landsholdet, var der en slags karantæne på 3 mdr. op til mesterskabet, hvor man ikke måtte deltage i længerevarende konkurrencer, uden at dette var nærmere defineret. 2 af de udgåede løbere deltog i henholdsvis en Ironman-konkurrence og DM 100 km for 4 uger siden, og selvfølgelig falder tanken mig ind, om de ikke var restitueret godt nok til så hård en konkurrence som et mesterskab. Det ved vi meget mere om, når der bliver opdateret på Facebook de kommende dage. Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle er stillet op 100% indstillet på at yde sit allerbedste, så det er ikke ment som en kritik, men det er måske noget, der bør tages til efterretning, om man bør håndhæve igen.
Nå, men det er jo let at sidde her og være bagklog. Måske bunder det i, at jeg kan mærke, at lysten til endnu en tørn for landsholdet trænger sig på? Måske skal jeg alligevel prøve at løbe 180+ km på Bislett? Når jeg sidder her og 'kloger' mig på andres bekostning, er der vel kun én ting at gøre:
WALK THE TALK
Ingen kommentarer:
Send en kommentar