lørdag den 22. september 2012

En anderledes uge

Det har været en meget anderledes uge, og lige nu kan lysten til at tage til Odense i morgen ligge på et meget lille sted!

Jeg har været i dagvagt fra tirsdag til fredag, hvilket selvfølgelig har betydet omlægning af mine løbeture fra tidlig eftermiddag til sidst på dagen, hvor jeg samtidigt har været træt pga. den anderledes arbejdsdag. Sådan er vilkårene for langt de fleste af jer, men det er jo ikke min hverdag og ikke min rutine. Desuden har det krævet energi, at min far har været indlagt de sidste par uger og i tirsdags blev overflyttet til et genoptræningssted.

Det er utroligt nemt at smide tøjlerne, når hverdagen bliver mere krævende, så det er godt, at Jesper hiver lidt i tøjlerne og skriver, at han forventer, jeg træner trods alt, og når jeg kommer ud af døren, er det jo ganske rart at få rørt kroppen, tænkt tingene igennem og være alene uden forstyrrelser. Terapi i bevægelse :-)

Så jeg skal naturligvis til Odense i morgen. En ud/hjem-tur med DSB og afgang fra Birkerød kl. 06.12, løbsstart i Odense kl. 10.00 (jeg skal også nå at hente startnr.!) og hjem kl. 16.15 med ankomst i Birkerød kl. 18.32.

Jeg er startet op i Fitnessdk igen - igen! Jeg må indse, at jeg ikke får trænet hjemme på stuegulvet, og desuden har min ryg rigtig godt af pilates. Centret har til min store glæde også startet et hold op mandag formiddag, så nu kan jeg gå til pilates mandag og onsdag samt yoga fredag eftermiddag. Så kommer styrketræningen i form af Bodypump og noget nyt kaldet CXWORX (½ time mave/ryg-hold) ind, når jeg har tid og overskud, for der skal jo først og fremmest løbes nogle km på landevejen, selv om træningsmængde er sat lidt ned i forhold til tidl.

Jeg må nok hellere tage mig sammen i morgen, for på mandag er det regnskabets time, når træningsturen løbes sammen med coachen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar