fredag den 4. januar 2013

Mod Aarhus

Kufferten er pakket, og jeg er klar til at tage til Aarhus. Jeg har ingen forventninger om et godt resultat, men jeg vil da meget gerne over 50 km, så det tæller som et ultraløb. For mig er det rangeret som et langt træningspas frem mod målet i maj.

Jeg vil helst ikke udpege favoritter til 24 timers løbet. Det er off-season for de fleste løbere, så det er ikke til at vide, hvem der "bare" skal træne og hvem, der satser.

Jeg vil dog gøre én undtagelse: Hold øje med norske Per Audun Heskestad!! Per Audun er 57 år, og han deltog i VM 2012 efter at være udtaget med 226,558 km i et indendørsløb i Finland i januar 2011. Desværre blev Per Audun skadet op til mesterskabet og blev kun noteret for 103,5 km. Nu håber han på endnu en udtagelse, og hans erklærede mål er at løbe 220+ km i Aarhus for at klare det skrappe krav til det norske landshold. Spørgsmålet er, om 208 km fra Bislett for 1 måned siden sidder for meget i benene, men han melder sig i rigtig god form, så jeg krydser fingre for, at min norske løbeven klarer kravet.

Der er flere danske landsholdsløbere til start: Mette Pilgaard, Tina Andersen, Tove Brodersen, Mathias Jørgensen samt Vagn Kirkelund. Det bliver spændende, om der dukker nye navne op, som skal have en "hilsen" fra landsholdskoordinator Brian Larsen, der formodentligt udtager VM-holdet efter dette løb.

Der kommer et link til resultatservice på www.aarhus1900.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar